Beredskab kaldt ud til røg i kælder på populær restaurant
Østjyllands Brandvæsen blev kort før klokken 18 kaldt til en brand på Restaurant Komfur, der ligger på Guldsmedgade i det centrale Aarhus. Her var der røg i kælderen.
Det viste sig at stamme fra en fejl i et elskab, og ifølge operationschef Jesper Hansen var der derfor tale om en hurtig indsats, og brandvæsenet kunne forlade stedet igen kort efter.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Udrykning til brand i gravemaskine
Brandvæsenet fra Beredskab & Sikkerhed er torsdag kort før klokken 14.00 rykket ud til en melding om brand i et landbrugsredskab.
Det sker et sted omkring Hornslet, kan man se på en 112-melding. Det er uvist, hvad der mere præcist foregår.
Alvorlig sag skal undersøges til bunds
Trods gentagne advarsler om, at der blev praktiserede under faglige standarder, skred ledelsen på Regionpsykiatrien i Randers' afsnit C ikke ind. Og det er så alvorligt, at sagen nu skal undersøges til buds, lyder det fra flere politikere.
AGF var et minut fra sviende nederlag
AGF vinder 3-2 ude over Skive, der ligger i den nederste halvdel af 2. division, efter forlænget spilletid. AGF var dog kun ét minut fra et sensationelt exit, inden aarhusianerne udlignede til 2-2 i det 94. minut. Undervejs var holdet ellers hjulpet på vej af Skive-topscorer Martin Huldahl, der helt unødvendigt headede bolden i eget mål.
I den forlængede spilletid var hjemmeholdets tank ved at være tom, og de mange indskiftede AGF-profiler fik sat et tungt tryk ind. Det udmøntede sig i en 3-2-scoring af Gift Links efter 104 minutters spil.
Det sender AGF videre til kvartfinalen, hvor aarhusianerne skal møde Brøndby.
2. divisionshold giver AGF kamp til stregen
Der står i øjeblikket 2-3 i pokalkampen mellem superligaholdet AGF og 2. divisionsholdet Skive IK, der er gået i forlænget spilletid. Hjemmeholdet, Skive IK, har flere gange bragt sig foran og først nu, er det lykkedes AGF at komme ovenpå.
Hjemmeholdet fra Skive spiller i 2. division, mens gæsterne fra AGF ligger nummer to i Superligaen. Vinderen af aftenens kamp spiller sig i kvartfinalen, hvor Brøndby venter.
AGF-fans synger Aarhus-klassiker på udebane
Mange aarhusianere er i anledning af dagens kamp mellem AGF og Skive IK draget til Hancock Arena for at støtte op. Det blev især tydeligt, da Thomas Helmigs sang 'Malaga' løftede sig fra tribunen med de mange AGF-fans.
Faktisk er der omkring 1300 af dem til kampen, og det er mange flere, end Skive IK er vant til, skriver TV Midtvest. Derfor har man været nødt til at tilkalde forstærkning, og omkring 60 frivillige langer derfor i dagens anledning fadøl og pølser ud til fans mod de sædvanlige 20.
Derudover har klubben hyret 20 vagter, der normalt er vagter ved Superligakampe, samt lejet en mobiltribune, oplyser Morten Espersen, bestyrelsesmedlem i Skive IK.
Fire biler i sammenstød gav lang kø på motorvej
En uheld spærrede tidligere på aftenen en strækning på Nordjyske Motorvej/E45. Her var fire biler, tre personbiler og en varebil kørt sammen. Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi. Der var tale om et harmonikasammenstød, og alle involverede er sluppet uden alvorlig personskade, lyder det.
Vagtchefen kan dog ikke afvise, at nogen er kørt til tjek på hospitalet. Uheldet gav op mod en times forlænget rejsetid, og trafikken forventes først at være helt normal i løbet af aftenen.
11-årig har succes med egen virksomhed
11-årige Amina Ahmad fra Brabrand laver smykker, som hun sælger på sin egen hjemmeside. På trods af sin unge alder bruger hun tre timer om dagen på at holde den lille forretning kørende. I år har hun indtil videre solgt smykker for over 50.000 kroner.
Uheld med fire biler giver kø på E45
Østjyllands Politi er lige nu til stede på Nordjyske Motorvej/E45 kort efter afkørsel 44 i nordgående retning. Det oplyser politiet på X. Motorvejen er spærret på grund af et færdselsuheld mellem fire køretøjer. Politiet forventer at kunne åbne motorvejen igen inden for kort tid, men der vil forekomme kødannelse. Kør forsigtigt, lyder opfordringen.
Opdatering 18.20: Begge vognbaner er igen farbare, og politiet er færdige på stedet.
Aarhus Universitet evakueret
Aarhus Universitets bygninger blev kort efter klokken 18 evakueret på grund af en alarm. Det betød blandt andet, at man måtte afbryde foredrag og sende folk ud på gaden. Ifølge Østjyllands Brandvæsen skyldtes det en automatisk brandalarm. Der viste sig dog hurtigt, at der ikke var noget at komme efter, fortæller operationschef Jesper Hansen til TV2 Østjylland.
- Det er ligesom derhjemme. En røgalarm kan blive aktiveret af forskellige ting, som støv eller mados, siger han.
Der var tale om den del af universitetet, der ligger tættest på midtbyen, og folk kunne kort efter gå ind i varmen igen.
Tørt vejr er godt nyt for udsatte områder
En tør oktober har sænket det terrænnære grundvand i det meste af Danmark, hvilket sænker risikoen for oversvømmelser. Det skriver Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) på sin hjemmeside. Det er godt nyt for flere områder i Østjylland. Her er Randers Fjord, Grenaa, Aarhus, Horsens og Himmelbjergsøerne udpeget som risikoområder.