Thomas Helmig kommer med advarsel på Facebook

Udgivet

Sanger og musiker Thomas Helmig fra Aarhus skriver onsdag aften på sin Facebook-side, at der for tiden dagligt bliver opdaget sider, som udgiver sig for at være hans.

Det er falske sider, som har til formål at snyde folk for penge.

- De stjæler indhold og fotos fra vores side (samt Thomas’ private Instagram) som på det viste eksempel. De er alle falske. Vi ved at de falske profiler også skriver direkte til jer på Messenger. Der er tre ting du bør gøre: Anmeld, blokér og slet, står der med Thomas Helmig og den rigtige sides administrator som afsender.

Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

17-årig pige ramt af skud på løbetur

Onsdag klokken 20.20 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 17-årig pige var blevet ramt af flere skud på benet, mens hun havde været ude at løbe en tur på Urmagertoften i Højbjerg.

Det oplyser politiet i sin døgnrapport.

Der var tale om skud i form af små plastikkugler, så pigen kom ikke alvorligt til skade.

En patrulje kørte til stedet og fik kort efter kontakt til en 63-årig mand, der passede på et signalement. Man valgte at ransage hans hjem, og her fandt betjente en softgun med tilhørende kugler, som svarede til dem, pigen var blevet ramt af på benet.

Manden blev derfor sigtet for at have begået grov vold.

Aarhus Symfoniorkesters chef har sagt op

Aarhus Symfoniorkesters chef, Jesper Nordin, har valgt at opsige sin stilling for at være tættere på sin familie i København.

- Jesper Nordin har haft en enorm betydning for Aarhus Symfoniorkester og for hele byens musikliv, udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.

Nordin satte sig i chefstolen 1. januar 2020 og har været med til at bringe orkestret igennem den turbulente corona-nedlukning. Han er også manden, der har sikret nye chefdirigent i den prisvindende Dmitry Matvienko.

Han har sidste arbejdsdag 31. januar.

FCM skal lukke halvdelen af stemningstribunen mod Silkeborg

Når fodboldklubben Silkeborg IF 25. november gæster Herning og FC Midtjylland i Superligaen, bliver der skruet ned for hjemmets mest trofaste fans.

Til opgøret straffes FC Midtjylland med tribunelukning som følge af pyroteknik blandt fansene.

Den midtjyske klub skriver på sin hjemmeside, at klubben skal lukke halvdelen af stemningstribunen til opgøret mod Silkeborg IF.

Straffen kommer efter FCM's udebanekamp i weekenden mod Viborg, hvor de midtjyske fans tændte en stor mængde pyroteknik, hvilket førte til en kampafbrydelse på et minut.

DSB sænker billetpriserne

DSB transporterede i årets første ni måneder 124,4 millioner rejsende. Det er en fremgang på 5 procent sammenlignet med de første ni måneder af sidste år.

Det er især salg af de såkaldte orangebilletter, der trækker væksten.

I det nye år går DSB i offensiven og sætter billetprisen ned, med hvad der svarer til 20 kroner per billet hen over Storebælt.

Politiet advarer mod mistænkelig handel

Lokalpolitiet i Silkeborg er blevet opmærksomme på, at der er handlende i kommunen, som muligvis ikke har rent mel i posen. Det skriver TV Midtvest.

Politiet er blevet kontaktet af en 68-årig mand, der på en parkeringsplads foran Harald Nyborg blev kontaktet af en mand. Manden talte engelsk, og han fortalte, at han var på vej til Italien. Derfor havde han lige nogle jakker, han skulle have solgt til en god pris, inden han tog afsted.  

Politikommissær Stefan Weber understreger, at der som sådan ikke er foregået noget ulovligt. Men han advarer mod at indgå i handler af denne type, da der er stor chance for, at man enten bliver snydt med varer af ringe kvalitet eller køber hælervarer. 

Studie: Fertilitetshormoner øger ikke risiko for frygtet kræftform

Et studie fra Kræftens Bekæmpelse afliver mistanken om en sammenhæng mellem hormoner, der bruges til fertilitetsbehandling, og æggestokkræft.

De fem mest anvendte hormoner, der bruges i forbindelse med fertilitetsbehandling, er i studiet blevet undersøgt.

Kun for et af hormonerne, progesteron, ses en lille øget risiko for en undertype af æggestokkræft.

Men det er uvist, om det er progesteron i sig selv eller andre forhold hos behandlede kvinder, der giver let øget risiko, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Ny metode til at screene for livmoderhalskræft

Når kvinder i alderen 30 til 59 år fremover bliver screenet for livmoderhalskræft, vil alle prøver blive undersøgt for HPV-virus.

Det betyder, at man overgår til en metode, der finder celleforandringer meget tidligt, og hvor man derfor bliver screenet hvert femte år i stedet for hver tredje.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

LIVEBLOG: 30-årig erkender rolle i stor narkosag

Torsdag afgøres en sag mod en 30-årig mand, der tiltalt i en større narkosag, som blandt andet handler om indsmugling af 50 kilo amfetamin og 14 kilo kokain. TV2 Østjylland er til stede i Retten i Randers og følger sagen i en liveblog. Den kan du se herunder:

36-årig anholdt efter omfattende tyveri

Østjyllands Politi fremstiller torsdag klokken 11.00 en 36-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Han er sigtet for en lang række forhold af tyveri af værdifulde dele fra personbiler begået i forskellige århusianske bydele over en periode på flere måneder i løbet af i år, skriver politiet på X.

Nu skal stadion-projektet granskes

Der bliver nu sat gang i en uafhængig undersøgelse af hele forløbet omkring stadion-projektet i Aarhus, hvor budgettet er skredet med adskillige millioner kroner.

Det oplyser rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her