Sejlgarnsbombe fundet på villavej
Bomben blev efterfølgende destrueret.
Sydøstjyllands Politi modtog lørdag en anmeldelse om, at der var fundet en sejlgarnsbombe på en villavej i Horsens.
Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, blev efterfølgende tilkaldt, og klokken 15.10 fjernede de bomben, som de efterfølgende destruerede.
Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Brandvæsen, Torben Wind, var der dog ikke stor fare på færde.
- Den er ikke større end et mindre kanonslag, så selvfølgelig, håndterer man den ikke korrekt, så kan de fleste ting være farlige, og sådan er det også her. Man skal være påpasselig med den slags ting, siger han og tilføjer:
- Vi taler ikke om evakuering og større sikkerhedsafstand, men det giver et ordentligt brag, hvis den bliver trykket af.
Sejlgarnsbomber er dog ulovlige.
- Hvis man finder en, så ringer man til os, så skal vi nok sørge for, den bliver fjernet, siger Torben Wind.
Det vides ikke, hvordan sejlgarnsbomben er endt på en villavej.
- Et forsigtigt gæt er, at nogle unge mennesker har tændt den og smidt den fra sig, og så har det været en fuser, siger Torben Wind.