Katastrofale tilstande: Se havet dø for øjnene af dig
En ny udstilling i Kattegatcentret skal vise, hvor galt det står til med det danske havmiljø.
Sort, dystert og ildelugtende.
Det beskriver en ny udstilling i Kattegatcentret i Grenaa, der har fået navnet 'Dødvande'.
For selvom mange måske har hørt, at det står skidt til med vores havmiljø, så kan det er svært at forestille sig, hvor slemt det er, og hvad det præcis betyder.
Værste iltsvind i 20 år
Derfor vil Kattegatcenteret nu vise de besøgende, hvor dårlige tilstandene på den danske havbund er.
- Vi forsøger gennem billeder, som vi har fået af både professionelle og amatørfotografer, at vise, hvor grelt det faktisk står til i det danske havmiljø, siger Frederik Toftgård, der er udstillingsansvarlig i Kattegatcentret.
Udover at bruge billeder og videoer har museet også et iltsvindsakvarium.
- Vi tror, at det kan være rigtig svært at arbejde for at redde noget, som man ikke kan se, og vi kan ikke se, hvor slemt det står til i havet, og det prøver vi at vise med udstillingen, siger Frederik Toftgård.
Og at det står slemt til kan Lone Thybo Mouritsen bekræfte. Hun er forskningsleder i Kattegatcentret.
- Det står desværre rigtig skidt til. I 2023 havde vi det værste iltsvind i 20 år, siger Lone Thybo Mouritsen.
Flere ting at gøre
Det er kun en meget lille procentdel af det danske havmiljø, der lever op til EU-kravene.
- Vi er jo en del af EU, og i det regi er vi forpligtet til at gøre noget ved vores havmiljø. Vi skal rent faktisk have det, man kalder god økologisk tilstand, og som det er lige nu, er det kun fem ud 109 havområder, der har det, siger Lone Thybo Mouritsen.
Ifølge hende er en del af løsningen at begrænse udledningen af næringsstoffer.
- Samtidig skal vi også have fjernet nogle af de næringsstoffer der allerede er derude, fordi de bliver ved at blive genbrugt og bliver ved med at skabe problemer, siger Lone Thybo Mouritsen.
Næringsstoffer kan fjernes ved at dyrke tang og muslinger, fortæller forskningslederen.
Skal også inspirere
Udstillingen skal også vise de mange trusler mod livet under overfladen, men samtidig inspirere til handling.
- Vi er jo havets ambassadører, og vi skal tale havet op, og vi skal altid være havets stemme, når det står skidt til, siger Frederik Toftgård.
Udstilling 'Dødvande' åbner den 24. marts.