Landmand tiltalt i grov sag: Fandt 19 mishandlede dyr i stalden
Nu skal landmanden i retten tiltalt for at have mishandlet sine dyr.
En 31-årig landmand er tiltalt blandt andet for groft uforsvarlig behandling af mindst 19 kreaturer på sin gård, som ligger syd for Randers.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
I alt blev der en junidag i 2022 fundet 19 kadavere i stalden på gården, som ifølge anklageskriftet ikke er blevet behandlet ordentligt.
Mange af dyrene blev fundet i indtørret tilstand og uden tegn på, at de var blevet aflivet.
Karakter af mishandling
Mange af kadaverne havde sandsynligvis ligget døde i et stykke tid. I hvert fald beskriver anklageskriftet, hvordan flere af de døde kreaturer var "delvist nedsunket i underlaget".
Landmanden er tiltalt for at have overtrådt flere af dyrevelfærdslovens paragraffer, og dét i så alvorlig en grad, at det har haft karakter af mishandling.
En del af anklagen lyder på, at han har "undladt at sikre, at rum eller arealer var indrettet på en sådan måde, at dyrenes behov tilgodeses". Det har blandt andet betydet, at dyrene ikke har fået tilstrækkeligt foder og vand, at de ikke har haft et tørt og velstrøet leje, og at de ikke er blevet tilset af en dyrlæge, når de har været syge.
Det er landmanden tiltalt for
Den 31-årige landmand fra Ølst-området er tiltalt for at have overtrådt følgende love:
Dyrevelfærdsloven §58, stk. 3 og stk. 12, som beskriver uforsvarlig behandling af dyr. Her er strafferammen op til to års fængsel.
Dyrevelfærdsloven § 2, § 3, som beskriver, hvordan man skal behandle dyr.
Dyrevelfærdsloven § 18, som handler om, hvordan man de rum, man holder dyr i, skal være.
Han er desuden tiltalt for andre overtrædelser, som har at gøre med opbevaring af døde dyr, forordninger om animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum samt sundhedsbestemmelser om samme emne.
Kilde: Anklageskrift fra Østjyllands Politi.
I stedet er dyrene døde af fejl- eller underernæring.
Ud over anklagerne om mishandling, er manden tiltalt for ikke at have opbevaret en lang række døde dyr korrekt eller skaffet dem forsvarligt af vejen. Her drejer det sig ifølge anklageskriftet om minimum 49 døde kreaturer i en længere periode før den 21. juni 2022.
Risikerer fængsel
Desuden blev der på en mark i nærheden af gården fundet en mødding, hvor man kunne konstatere, at der var knoglerester fra ikke under fem kadavere.
Manden kan ud over en bøde risikere fængselsstraf, ligesom anklageren også har nedlagt påstand om, at han skal frakendes retten til at beskæftige sig med dyr i en årrække.
Sagen har været berammet til behandling ved Retten i Randers, men sagen blev aflyst på grund af sygdom. Der er endnu ikke fastsat en ny dato til retssagen, oplyser Østjyllands Politi.