Vindmøller på vej
Havvindmøller på vej til Mols og Grenaa
Ifølge et nyt energiforlig vil hav-vindmøller indtage de danske kyster, og det betyder at Mols og Grenaa i fremtiden vil få udsigt til havvindmøller.
I hvert fald hvis det står til det nye energiforlig som politikerne på Christiansborg netop er blevet enige om. Energiforliget slår fast at antallet af kystnære vindmøller skal hæves.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten vil havudsigterne i nogle af landets store sommerhusområder blive skæmmet af vindmøller. Avisen har lavet en gennemgang af de 24 projekter, som er undervejs, og det gælder blandt andet Mols, Jammerbugten, Sønderborg og det sydfynske øhav. Et faktum der møder kraftig modstand hos sommerhus-ejerne:
-Vi er modstandere af, at møllerne kommer for tæt på. Vi vil ikke have spoleret den fantastiske udsigt og natur, vi har ved vores kyster. Vi får aldrig den natur tilbage, som møllerne ødelægger, siger næstformand i Fritidshusejernes Landsforening, Gert Leif Gyldvig, til avisen.
Halvdelen af det danske elforbrug skal i 2020 komme fra vind, har politikerne besluttet, og de nye kystnære møller skal sørge for 500 MW.