100-års-hændelser kan ske hvert andet år i fremtiden
Diger braste, havne blev ødelagt, og huse blev flere steder ødelagt, da den værste stormflod i mere end 100 år ramte de danske kyster i oktober sidste år.
Men ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kan 100-års-hændelser som den stormflod ske meget hyppigere i fremtiden.
Det fremgår af de nyeste tal i DMI's Klimaatlas, der indeholder data om fremtidige ændringer i klimaet frem mod år 2100, skriver DR.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Brandvæsen og politi rykkede ud til ulovlig afbrænding
Både brandvæsen og politi rykkede torsdag eftermiddag ved 16.30-tiden ud til, hvad der viste sig at være en ulovlig affaldsafbrænding i Sjørslev nord for Kjellerup.
Det skriver TV Midtvest.
Midtjysk Brand & Redning fortæller, at det er sket på en gård, der er ved at blive bygget om. Afbrændingen er ikke anmeldt, og derfor har politiet også været involveret.
Familie i chok over 30-årigs fortid som narkosmugler
Den 30-årige 30-årige Takin Vatandoust er torsdag ved Retten i Randers blevet idømt 12 års fængsel for sin rolle i indsmugling af hårde stoffer samt hvidvask af mere end 14 millioner kroner.
En fortid, som flere af hans familiemedlemmerne var intetanende om.
Men sammen med flere andre bagmænd har den nu dømte over en periode på godt et år stået for salg af store mængder kokain og hash. Hans rolle har været at finde købere til stofferne.
Ny lov truer bankoforening på livet
Den nye lov om banko og lotteri i Danmark betyder, at der fremover stilles krav til, hvor stor en del af bankoforeningernes omsætning, der skal doneres til almennyttige og velgørende formål.
Fra det nye år vil kravet til donation til velgørende formål tage udgangspunkt i omsætningen, modsat tidligere, hvor det udelukkende var overskuddet, der skulle doneres.
Og det kan bare ikke hænge sammen, lyder det fra formanden for Randers Banko.
152.000 har fået unødvendig påmindelse om vaccination
Op mod 152.000 borgere, der allerede er blevet vaccineret mod influenza og covid-19, har ved en fejl modtaget en påmindelse om at blive vaccineret.
Det skriver Statens Serum Institut, SSI.
Den fejlagtige påmindelse er primært sendt til borgere, der deltager i det videnskabelige projekt DANFLU.
Opholdsforbud i rockerklub forlænges igen
Østjyllands Politi forlænger igen igen det midlertidige opholdsforbud rockerklubhuset på Rådmands Boulevard 50 i Randers med 14 dage. Det skriver Østjyllands Politi på X.
Opholdsforbuddet i rockerklubhuset er nu gældende frem til torsdag d. 28. november 2024 kl. 18.00.
Lukningen skyldes en "verserende konflikt i det kriminelle miljø," har Østjyllands Politi tidligere udtalt.
30-årig sendt 12 år bag tremmer
30-årige Takin Vatandoust er torsdag ved Retten i Randers idømt 12 års fængsel for sin rolle i indsmugling af hårde stoffer samt hvidvask af mere end 14 millioner kroner.
17-årig pige ramt af skud på løbetur
Onsdag klokken 20.20 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 17-årig pige var blevet ramt af flere skud på benet, mens hun havde været ude at løbe en tur på Urmagertoften i Højbjerg.
Det oplyser politiet i sin døgnrapport.
Der var tale om skud i form af små plastikkugler, så pigen kom ikke alvorligt til skade.
En patrulje kørte til stedet og fik kort efter kontakt til en 63-årig mand, der passede på et signalement. Man valgte at ransage hans hjem, og her fandt betjente en softgun med tilhørende kugler, som svarede til dem, pigen var blevet ramt af på benet.
Manden blev derfor sigtet for at have begået grov vold.
Ny prognose viser sne over Danmark
I næste uge venter et skifte fra det milde novembervejr, vi har haft i Danmark indtil videre.
En kold luft kommer ned over landet, og med det venter også muligheden for slud og sne, skriver TV 2 Vejret.
De lavere temperaturer slår igennem fra mandag, så allerede her kan der komme lidt hvid nedbør i form af slud ud på aftenen.
Aarhus Symfoniorkesters chef har sagt op
Aarhus Symfoniorkesters chef, Jesper Nordin, har valgt at opsige sin stilling for at være tættere på sin familie i København.
- Jesper Nordin har haft en enorm betydning for Aarhus Symfoniorkester og for hele byens musikliv, udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
Nordin satte sig i chefstolen 1. januar 2020 og har været med til at bringe orkestret igennem den turbulente corona-nedlukning. Han er også manden, der har sikret nye chefdirigent i den prisvindende Dmitry Matvienko.
Han har sidste arbejdsdag 31. januar.
FCM skal lukke halvdelen af stemningstribunen mod Silkeborg
Når fodboldklubben Silkeborg IF 25. november gæster Herning og FC Midtjylland i Superligaen, bliver der skruet ned for hjemmets mest trofaste fans.
Til opgøret straffes FC Midtjylland med tribunelukning som følge af pyroteknik blandt fansene.
Den midtjyske klub skriver på sin hjemmeside, at klubben skal lukke halvdelen af stemningstribunen til opgøret mod Silkeborg IF.
Straffen kommer efter FCM's udebanekamp i weekenden mod Viborg, hvor de midtjyske fans tændte en stor mængde pyroteknik, hvilket førte til en kampafbrydelse på et minut.