Dancenter afsløret i snyd
Udlejningsselskabet Dancenter viser kun et udsnit af de over 30.000 anmeldelser på sin hjemmeside der findes af selskabet på platformen Trustpilot. Det skriver TV Midtvest, der har afdækket kunders dårlige oplevelser med Dancenter. På hjemmesiden finder man vurderingen 4,3 stjerner, men på Trutpilot lyder den på 3,5 for det danske selskab.
TV2 Østjylland har også tidligere fortalt om dårlige faciliteter og kunder, der har fået ødelagt deres ferie.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Smukfest er næsten udsolgt
Smukfest meldes onsdag morgen næsten udsolgt på partoutbilletter til næste års udgave af festivalen i Skanderborg.
Det sker, efter både endags- og partoutbilletter blev sat til salg tirsdag formiddag klokken 10 - for første gang på samme tid.
Festivalen meldte ud tirsdag aften, at der var udsolgt på både fredags- og lørdagsbilletter.
- Der er meget, meget få partoutbilletter tilbage. Et kæmpe tak for tilliden skal lyde herfra, siger indholdschef for Smukfest, Trine Bang.
Lokal forsker får knap 30 millioner kroner til rumforskning
Professor ved Aarhus Universitet Liv Hornekær modtager 4 millioner euro, svarende til knap 30 millioner kroner, til at styrke forskningen i livets oprindelse i rummet, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Det er tredje gang, at hun modtager en forskningsbevilling, skriver TV2.
Energikoncern får ny topchef
Anne Mette Aaby Aaes bliver ny Group CFO i Norlys, hvor hun sammen med Group CEO, Gert Vinther Jørgensen, skal lede den langsigtede strategiske udvikling af den samlede Norlys-koncern, der har hovedsæde i Silkeborg.
Hun overtager jobbet som Group CFO - økonomichef - efter Gert Vinther Jørgensen, der i august tiltrådte som ny Group CEO i Norlys.
Gert Vinther Jørgensen fyrede kort efter, at han blev øverste chef, tre direktører efter svigtende resultater og for langsom integration af Telia.
Ingen sol på programmet - men der er også en god nyhed
Skyet, diset og ingen sol. Onsdagen ser forholdsvis tør ud med stedvis finregn, og selvom det lyder som en lidt trist omgang, så er der også gode nyheder, skriver DMI. Temperaturerne holder sig i den milde kategori med dagtemperaturer op til cirka 10 grader, mens nattefrosten er udskudt indtil videre.
28-årig sigtet for bedrageri
En 28-årig mand, der er sigtet for bedrageri, bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens klokken 11. Anklagemyndigheden forventer at anmode om dørlukning.
Rønnows landsholdsstop ærgrer den nye landstræner
Det var en blanding af ærgrelse og forståelse, der ramte Brian Riemer, da Frederik Rønnow, tidligere målmand i AC Horsens, fortalte den nye fodboldlandstræner, at han lægger landsholdsstøvlerne på hylden.
- Jeg var ked af det, fordi jeg synes, han er en fantastisk målmand og ville have elsket, hvis han havde været på mit holdkort, for det ville han have været i dag (tirsdag, red.), siger Brian Riemer ifølge Ritzau.
Verdenskendt show kommer igen til Aarhus
Den letpåklædte mandegruppe Magic Men gæster endnu en gang Danmark i 2025. Gruppen er kendt for sin sammenligning med filmen 'Magic Mike', og gruppens hovedperson, den mandlige danser Will Parfitt, er blevet verdenskendt for at ligne Magic Mike. Magic Men har solgt mere end en million billetter på verdensplan, og da de gæstede Danmark tidligere i år blev tusindvis af billetter revet væk. Denne gang optræder de blandt andet i Aarhus Congress Center.
Værste børsdag i tre år for Vestas
Tirsdag styrtdykkede Vestas-aktien 12,2 procent efter offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.
Dermed er det aktiens største fald i tre år, skriver TV Midtvest.
Vindmølleproducenten har hovedsæde i Aarhus.
Anker Boje forlader Socialdemokratiet i Randers
I maj tabte han kampen om borgmesterkandidaturet til Torben Hansen (S), og nu melder han sig så helt ud af partiet og bliver løsgænger.
Nu kan Anker Boje ikke længere se sig selv i Socialdemokratiet i Randers, og han har derfor taget konsekvensen.
- Jeg har efter længere tids overvejelser, meddelt min formand samt partiforeningen at jeg ikke kommer til at stå på den socialdemokratiske liste til kommunalvalget 2025, lyder det fra Anker Boje.
Aarhusianere efterlyst - mistænkt for groft overfald
Nordjyllands Politi har efterlyst en 23-årig, der er mistænkt for at stå bag et groft overfald i Nørresundby.
Den 23-årige skulle ifølge politiet sammen med to andre mænd, der også er efterlyst, have overfaldet en 25-årig. Alle tre mænd kommer fra Aarhus-området.