Offentliggør billede: Aarhusianere efterlyst for groft overfald
Nordjyllands Politi efterlyser nu den ene mistænkte med billede.
En 25-årig mand var 1. november udsat for et meget groft overfald.
Det var tre mænd fra Aarhus-området, der stod bag overfaldet, der skete i Nørresundby. Ifølge Østjyllands Politi bor de tre formentlig i Aarhus Nord.
Siden har Nordjyllands Politi efterforsket sagen intenst for at pågribe de mistænkte, men det er ikke lykkedes.
Det får nu Nordjyllands Politi til at efterlyse en af de mistænkte med billede.
Den mistænkte er en 23-årig mand, han er 165 centimeter høj, almindelig af bygning, og han var iført mørkt tøj på gerningstidspunktet. Politiet kender personens fulde identitet.
Politiet efterlyser derudover en 23-årig mand og en 19-årig mand. Politiet har en kraftig formodning om de to mænds fulde identitet.
Har mere videomateriale
De tre mistænkte kørte ifølge politiet afsted i en personbil i en ukendt retning.
- Vores videre arbejde med sagen har identificeret tre mænd, som vi mistænker for sammen at have begået dette grove overfald, siger politikomissær ved Nordjyllands Politi, Kenneth Rodam.
Kenneth Rodam fortæller desuden, at politiet arbejder videre med videoovervågningsmateriale, og at man undersøger muligheden for at offentliggøre yderligere billeder.
Overfaldet skulle ikke have relation til den verserende bandekonflikt. De fire personer skulle have en forudgående relation til hinanden. Politiet vil dog ikke komme nærmere ind på det.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands politi på telefon 114.