DSB forventer rekordmange rejsende i julen
Flere danskere vil allerede tage togrejsen med DSB hjem til jul i løbet af fredagen.
- Vi forventer en rekord i juleudrejserne i år, fordi juleaften er placeret på en tirsdag, siger DSB's informationschef, Tonny Bispeskov, til TV 2.
DSB forventer derefter, at det går løs med togtrafikken allerede i dag, fredag, og at søndag efterfulgt af lørdag bliver de største udrejsedage.
Normalt vil den største rejsedag ifølge DSB være 23. december.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Giftig flaske forsvundet: Kan dræbe ved indånding
Torsdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en flaske med giftigt indhold i form af gasarten carbonmonoxid er forsvundet fra et aflåst skur ved Aarhus Universitet.
Ifølge anmeldelsen indeholder flasken en lugtløs gasart, som kan dræbe ved indånding, og politiet advarer derfor mod åbning af flasken.
Hverken politiet eller universitetet har formået at finde flasken, hvorfor de nu advarer personer, der kunne være kommet i besiddelse af flasken.
Forsyningstilsynet politianmelder energiselskab
Forsyningstilsynet har politianmeldt elhandelsvirksomheden Nordisk Energi Aps for mulig overtrædelse af straffelovens paragraf 279 om bedrageri.
Anmeldelsen sker på grundlag af en begrundet mistanke om, at virksomheden har overfakturereret virksomhedens elkunder. Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.
Tilsynet af virksomheden har desuden ført til et påbud.
Danskere forventer dårligere økonomi i fremtiden
De danske forbrugere vurderer, at Danmarks økonomiske situation er dårligere i dag end for et år siden.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks forbrugertillidsanalyse.
Samtidig forventer forbrugerne, at landets økonomiske situation vil være dårligere om et år sammenlignet med i dag, ligesom at familiernes egen økonomiske situation vil være værre om et år.
Kendt tv-vært takker af efter 47 år
Det er de færreste, der kan prale med 47 års ansættelse i samme hus. Men en, der kan, er tv-værten og naturmennesket Jørgen Skouboe.
Efter 47 år - 15 af dem som vært på tv-programmet "Nak og Æd" - har østjyske Jørgen Skouboe nu valgt at sige farvel til DR. Hans exit sker til sommer 2025, hvor han går på pension.
- Det har været en svær beslutning, men jeg ser frem til at bruge mere tid med min familie, mine børn og børnebørn. Det er en ny fase af livet, som jeg glæder mig meget til, siger 72-årige Jørgen Skouboe til DR.
Jørgen Skouboe er opvokset i Råsted nord for Randers og fortsat bosat i Østjylland.
Der er gjort betydelige fund på skib ud for Djursland
Da en række landes myndigheder, herunder de danske, torsdag var ombord på det kinesiske fragtskib Yi Peng 3, der ligger i vandet godt 25 kilometer ud for Djursland, blev der gjort betydningsfulde iagttagelser.
Det siger den stedfortrædende generaldirektør for Sveriges havarikommission, Jonas Bäckstrand, til TV 2.
Skibet har fået myndighedernes opmærksomhed i flere lande i forbindelse med to kabelbrud i Østersøen.
Nu skal vandrehjem moderniseres for millionbeløb
Rønde Vandrehjem, der er beliggende på toppen af Rønde med udsigt over Nationalpark Mols Bjerge og Kalø Vig, skal fremtidssikres.
Projektet financieres gennem en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 3,5 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelse.
Målet med moderniseringen er at skabe mere hensigtsmæssige rammer for unge med særlige behov, der deltager i ressourceforløb på stedet.
Arbejdet begynder i januar 2025 og afsluttes i april 2025.
Sigtet for kanonslag i bagagerummet
En 20-årig mand blev torsdag klokken 21.35 standset af politiet, da han kom kørende på Havnevej i Grenaa.
Et kig i hans bagagerum viste, at der lå flere både store og mindre kanonslag, som han med det samme erkendte at være ejer af.
Fyrværkeriet blev konfiskeret med henblik på destruktion, mens den 20-årige mand blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven.
Ombygning af trafikeret vej sikrer bedre kørselsforhold
Nye lyskryds og en samkørselsplads skal skabe bedre forhold for trafikanter.
Det er i hvertfald håbet med den éne af i alt tre ombygninger af til- og frakørselsanlæg i Randers, der nu står færdigt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.
Samtidig vil trafikanter, der bruger afkørslen i nordgående retning, opleve mindre kø på selve motorvejen og op ad frakørslen, idet der også er etableret et direkte spor til trafikanter, der skal mod Randers C ad Hobrovej.
Julen varer længe, men strømmen koster færre penge
Traditionelt set er juledagene en periode på året, hvor prisen på el er lav.
Det oplyser OK i en pressemeddelse. Faktisk er juledagene mellem 2015 og 2023 cirka 76 procent lavere end gennemsnitsprisen for resten af december måned.
- I prognoserne for denne jul, ser det ud til, at 'juleprisen' vil ligge på cirka 55 øre uden skatter og afgifter, mens gennemsnitsprisen for måneden er cirka 70 øre uden skatter og afgifter, siger Troels Skipper, produktchef i OK.
Højvande sætter igen færge ud af drift
For meget vand sætter igen færgen Ragna, der sejler mellem Mellerup og Voer nordøst for Randers, ud af drift.
Det oplyser Randers Fjords Færgefart på deres Facebook-side. Driftsudfordringerne skyldes højvande, og Randers Fjords Færgefart beklager eventuelle gener for passagerer.
Også torsdag var færgen kortvarigt ude af drift, fordi for meget vand gav problemer med at hæve broklapperne fra færgen.