Skyer, dis og tåge
DMI melder om en overvejende skyet dag i Østjylland med dis og lokal tåge. Temperaturen vil ligge mellem 8 og 12 grader, og der kan forekomme lidt finregn. Vinden forventes at være let til frisk fra vest.
I aften og natten fortsætter det skyede vejr med dis og stedvis regn. Temperaturen forbliver mellem 8 og 12 grader. Vinden vil være let til frisk fra vest og sydvest, med mulighed for hård vind ved kysterne.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Sådan opdeles Østjylland i ny sundhedsreform
Fredag klokken 11.00 præsenteres en ny sundhedsstruktur ved et pressemøde i Sundhedsministeriet, rapporterer TV 2. Reformen vil ligne regeringens tidligere udspil, men indeholder nye tiltag for visse patientgrupper.
Regeringens septemberudspil foreslog en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark, landets største region. Desuden vil 17 sundhedsråd blive oprettet.
De østjyske kommuner vil indgå i fire sundhedsråd: Midt, Kronjylland, Horsens og Aarhus.
Flere uger med ændrede køreplaner
DSB melder på sin hjemmeside, at der omkring fire uger vil være ændret køreplan mellem Aarhus og Aalborg. Det begynder søndag og fortsætter til og med 14. december.
Det er om aftenen, natten og i de tidlige morgentimer, at der er ændringer. Rejsende opfordres til at orientere sig i Rejseplanen.
Fra søndag og en uge frem vil der også være ændringer mellem Aarhus og København.
Kæmpe milliardregninger på vej på grund af vand
Østjylland kan blive hårdt ramt og lide store tab, når der i fremtiden kommer voldsomt vejr, lyder det i en ny rapport fra DTU lavet for F&P, brancheorganisation for forsikrings- og pensionsbranchen, og CIP Fonden.
Eksempelvis er Aarhus den kommune i landet, der forventes at lide størst økonomisk skade ved oversvømmelser fra skybrud over de næste 100 år. Og kigger man på udgifter per indbygger til de skader forventes Samsø at ligge som nummer to i landet. I landets største byer kan man ifølge rapporten se ind i skader på over to milliarder kroner hvert år på grund af skybrud.
Norddjurs og Randers kommuner er henholdvis nummer syv og ni, når der spås om skader ved stormfloder i samme periode.
Overvismand vil have opgør med løn-traditioner
Økonomiprofessor og overvismand Carl-Johan Dalgaard fra Københavns Universitet udtaler til Information, at de seneste politiske initiativer fra SVM-regeringen ikke løser den grundlæggende mangel på arbejdskraft i velfærdsstaten.
Han peger på, at lønningerne i plejesektoren ikke stiger nok, hvilket kan få uddannede sygeplejersker og sosu'er til at søge andre job. Dalgaard foreslår, at lønningerne bør tilpasses efter behovet for arbejdskraft, hvilket kan bryde med den nuværende solidaritetsmodel i offentlige overenskomstforhandlinger.
Brandvæsenet måtte rykke ud til gaslugt på hospital
Aarhus Universitetshospital i Skejby fik tidligt torsdag aften besøg af brandvæsenet, da de modtog en melding om gaslugt fra hospitalet klokken 19.19. Det fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Steen Bøje, til TV 2 Østjylland.
- Vi har ikke kunnet konstatere noget, hverken ved lugt eller med vores målere.
Men en person på hospitalet har altså lugtet gas i en sådan grad, at personen har slået alarm.
- Hvad det har været, der har fået nogen på hospitalet til at slå alarm, skal jeg ikke kunne sige.
Så efter brandvæsenet har dobbelttjekket for gas, er de kørt igen.
Folketinget klar med 850 millioner kroner til samfundets udsatte
Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en aftale, der fordeler omkring 850 millioner kroner til udsatte grupper i samfundet.
Ifølge en pressemeddelelse fra Social- og Boligministeriet er alle partier i Folketinget undtagen Dansk Folkeparti enige om aftalen om SSA-reserven (social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, red.), der tidligere gik under navnet satspuljen.
Aftalen udmønter midler til blandt andre hjemløse, mennesker udsat for vold, mennesker med handicap og til adoptionsområdet.
Coop tilbagekalder salater efter fund af listeria
Coop tilbagekalder salater efter fund af listeria. Det skriver dagligvarekoncernen i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Der er tale om tre forskellige slags snitsalater - snittet grønkål, vintercoleslaw med tranebær og grønkål og nordisk inspireret cæsarsalat.
Salaterne er solgt i Kvickly, Super Brugsen, Dagli'Brugsen og Coop 365. Produkterne har udløbsdatoer mellem 17. og 19. november.
Brandvæsen og politi rykkede ud til ulovlig afbrænding
Både brandvæsen og politi rykkede torsdag eftermiddag ved 16.30-tiden ud til, hvad der viste sig at være en ulovlig affaldsafbrænding i Sjørslev nord for Kjellerup.
Det skriver TV Midtvest.
Midtjysk Brand & Redning fortæller, at det er sket på en gård, der er ved at blive bygget om. Afbrændingen er ikke anmeldt, og derfor har politiet også været involveret.
Familie i chok over 30-årigs fortid som narkosmugler
Den 30-årige 30-årige Takin Vatandoust er torsdag ved Retten i Randers blevet idømt 12 års fængsel for sin rolle i indsmugling af hårde stoffer samt hvidvask af mere end 14 millioner kroner.
En fortid, som flere af hans familiemedlemmerne var intetanende om.
Men sammen med flere andre bagmænd har den nu dømte over en periode på godt et år stået for salg af store mængder kokain og hash. Hans rolle har været at finde købere til stofferne.
Ny lov truer bankoforening på livet
Den nye lov om banko og lotteri i Danmark betyder, at der fremover stilles krav til, hvor stor en del af bankoforeningernes omsætning, der skal doneres til almennyttige og velgørende formål.
Fra det nye år vil kravet til donation til velgørende formål tage udgangspunkt i omsætningen, modsat tidligere, hvor det udelukkende var overskuddet, der skulle doneres.
Og det kan bare ikke hænge sammen, lyder det fra formanden for Randers Banko.