Køer slap fri: Fundet mange kilometer væk
16 kvier slap fri spurtede afsted i alle retninger. Flere er fundet mange kilometer væk.
Økokvægavler Gert Lassen måtte lørdag konstatere, at 16 kvier var sluppet ud og spredt for alle vinde i området vest for Silkeborg.
Noget havde formentlig skræmt dem og sat gang i en flugt, der for flere af kvægende endte mange kilometer væk.
Da TV2 Østjylland lørdag talte med ham, var fire af dem ikke fundet og fanget. Søndag lyder det, at én stadig mangler, og at det er nærmest umuligt selv at finde den.
- Vi taler jo om et område på 15 gange 15 kilometer, og der fylder en enkelt ko ikke så meget, siger Gert Lassen.
Det er nemlig ikke til at sige, i hvilken retning og hvor langt kvierne har løbet fra deres indhegning i nærheden af Funder Kirkeby.
En blev fundet omkring ti kilometer væk, og en anden blev søndag fundet i Sinding. Gert Lassen vurderer, at den sidstnævnte kan have taget en rute på op imod 15 kilometer, inden den blev fundet.
Den er formentlig bare løbet, løbet og løbet, efter den blev skræmt.
- Køer er flokdyr, og de er jo blevet skilt ad, fortæller Gert Lassen. Han ved stadig ikke, hvad der forårsagede flugten.
Den sidste mangler
Lørdag aften og søndag formiddag fortsatte han med at hente sine dyr, når han fik tip om, hvor de kunne være.
Og nu mangler der altså bare at blive indfanget én kvie. Gert Lassen er dog optimistisk på den sidstes vegne.
- Køer er ikke farlige, og de skal nok finde noget at spise - de spiser jo bare noget græs. Så den skal nok klare sig.
- Det er ikke kritisk, men det er ikke rart at ikke vide, hvor den er, siger han.
Gert Lassen håber på lokales opmærksomhed og hjælp til at få spottet den sidste kvie, så den kan komme hjem.
Har du set den?
Ser man en løssluppen ko i området vest for Silkeborg, vil Gert Lassen meget gerne høre om det. Han kan kontaktes på 21 66 85 15.