Golfbane i knæ: - Det har aldrig været så slemt før
Golfklubber oplever, at de har massive mængder vand på banerne. Det volder problemer, hvis de skal nå at blive klar til sæsonens åbning.
Vand, vand og atter vand. Sådan ser det ud, efter massevis af regn og smeltet sne har ramt Østjylland de seneste måneder. Og vandet volder problemer på flere golfbaner - blandt andet i Skanderborg Golf klub, fortæller chef-greenkeeper Henning Hans Nissen.
- Vi oplever, at Skanderborg Sø er en halv meter oven vande, og det trækker ind på golfbanen, siger han.
Chef-greenkeeperen fortæller, at de er meget udfordret af de massive vandmængder. Derfor har de nu sat pumper ind for at få fjernet vandet fra banen.
- Det har aldrig været så slemt som nu, siger han.
Håbløs situation
Det er ikke kun i Skanderborg Golf Klub, at golfskoene vil blive gennemblødte, som det ser ud lige nu. Sådan ser det også ud i Hammel Golf Klub, hvor det lige nu ikke er muligt at spille grundet vand. Det fortæller golfmanager Poul Ditlev.
- Vores situation er lidt håbløs lige nu. Det kan hjælpe, hvis vi får tilladelse til at pumpe det op på vejen og ned i en offentlig kloak. Det må vi ikke lige nu, siger han.
Han fortæller, at de i klubbens 30-årige historie ikke har haft banen lukket så længe som denne vinter.
Økonomien bekymrer
Den 1. april skal golfbanerne stå klar til at golfkøllerne kan svinges i endnu en sæson.
Hvis det skal blive en realitet, får de travlt i Skanderborg Golf Klub, som dog ikke skal klare opgaven helt alene.
- Vi har meget, vi gerne vil i gang med, som ikke kan lade sig gøre på grund af vandet. Men vi får heldigvis hjælp af en masse frivillige, som kommer og hjælper, siger Henning Hans Nissen.
I Hammel Golf Klub er man bekymret for de økonomiske konsekvenser.
- For et år siden havde vi på nuværende tidspunkt 400-500 spillere. I år er det ti spillere i samme periode. Det gør også noget ved vores økonomi, siger Poul Ditlev.
Han er dog fortrøstningsfuld og tror godt, at de kan nå at blive klar til åbningen 1. april.