Skal have plads til 550 skolebørn: I dag blev byggeriet sat i gang
Onsdag blev første spadestik taget til den nye daginstitution og skole i Ry. Det skriver Skanderborg Kommune på deres Facebook.
Borgmester Frands Fischer førte skovlen til det første spadestik, inden elever fra både Mølleskolen og Knudsøskolen sammen med koncerndirektør for byggeri i Nordstern, som skal stå for byggeriet, Johnny Hey, i fællesskab tog et ekstra spadestik.
Den nye skole får tre spor fra 0. til 6. klassetrin og får plads til 450-500 elever, mens daginstitutionen vil kunne huse omkring 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Byggeriet skal stå klar til brug i sommeren 2026.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Brand i vaskemaskine
Onsdag aften klokken 18.22 rykkede Østjyllands Brandvæsen ud til en brand i en villa i Hou.
Branden var opstået i en vaskemaskine, fortæller Carsten Pedersen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.
- Vi har folk derude til at håndtere det nu, men branden er under kontrol og skadeservice er tilkaldt.
Aarhusianer stopper som fodbolddirektør
Jesper Fredberg fra Aarhus stopper som direktør i fodboldklubben Anderlecht.
Det oplyser den belgiske storklub på sin hjemmeside, og det sker efter gensidig aftale, lyder det.
Den 43-årige nåede dermed knap to år i klubben. Det var ved årsskiftet til 2023, at Fredberg stoppede som sportschef i Viborg for at blive fodbolddirektør i Anderlecht.
Kort efter offentliggørelsen af Fredberg som fodbolddirektør, blev også cheftræneren dansk i skikkelse af Brian Riemer. Han blev fyret i september og er siden blevet Danmarks landsholdstræner.
Kommune med advarsel: Kog vandet
En analyse af drikkevandet fra Lemming Vandværk i Silkeborg Kommune har vist, at det er forurenet med bakterier. Derfor anbefaler kommunen, at hvis man får sit vand fra Lemming Vandværk, så kog det inden brug.
Det skriver Silkeborg Kommune og oplyser, at der er tale om E. coli-bakterier.
Kogeanbefalingen gælder, indtil nye analyser viser, at forureningen er ophørt.
Vil gøre Aarhus til julemekka
Flere partier i Aarhus Byråd foreslår nu at gøre byen til "Danmarks førende juleby".
Forslaget indebærer at gøre Aarhus til en juleturistattraktion, hvor boder, events og duften af brændte mandler skal præge bymidten.
Socialdemokratiet står dog, sammen med SF og Enhedslisten, udenfor, blandt andet på grund af skepsis over for finansieringen.
AGF straffes med bøde på 200.000 kroner
Superligaklubben AGF skal holde sit stemningsafsnit lukket til den kommende kamp mod Lyngby og betale en bøde på 200.000 kroner for brug af pyroteknik i sin seneste hjemmekamp mod Brøndby.
Det oplyser AGF på sin hjemmeside på baggrund af en dom fra Fodboldens Disciplinærinstans.
AGF havde i forventning om dommen - på baggrund af en betinget dom - allerede indstillet salget af billetter til stemningsafsnittet.
Kampen mod Lyngby spilles på søndag.
Stor koncern varsler fyringsrunde
Forsikringskoncernen Alm. Brand fortæller i en pressemeddelelse, at man opsiger 85 medarbejdere og undlader at genbesætte 25 stillinger.
Det sker som et led i en spareøvelse, der skal sænke selskabets omkostninger, skriver Ritzau.
Bekymret politi efterlyser 13-årig pige
Sydøstjyllands Politi efterlyser 13-årige Ragna, da politiet er "bekymret for hendes ve og vel".
Hun er 160 centimeter høj og har lyst mellemlangt hår og kunstige øjenvipper.
Hun er iført en "bamset dunjakke", hvide sneakers og har en sort taske.
Hun opholder sig sandsynligvis i København omkring Nørrebro, oplyser politiet.
Partier vil gøre Aarhus til Danmarks ’julehovedstad’
I et nyt beslutningsforslag foreslår en række partier i Aarhus Kommune, at Aarhus skal gøres til Danmarks førende juleby.
Helt konkret vil partierne gøre Aarhus til et "julemekka" med et julemarked og events i byen, der skal kunne måle sig med andre julebyer som Flensborg og Lübeck.
Hvor pengene skal komme fra, vides ikke, men i forslaget understreges det, at økonomien skal være på plads senest ved budgetforhandlingerne i september 2025.
Kvinde fra Randers brød loven i Korsør-sagen
En kvinde fra Randers er idømt en bøde på 25.000 kroner for at have delt navn og billede af den sigtede i Korsør-sagen, mens der stadig var navneforbud.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Kvinden delte et opslag på Facebook med den sigtedes navn og billede.
I Korsør-sagen blev Philip Patrick Westh i juni i år idømt lovens strengeste straf, livstid, for blandt andet drabet på Emilie Meng og for at have bortført og voldtaget en 13-årig avispige i Kirkerup.
Han har anket dommen til landsretten, da han vil have en tidsbegrænset straf.
Bilister endte i slagsmål med spark, slag og peberspray
Østjyllands Politi fik tirsdag ved middagstid en anmeldelse om, at flere personer var endt i et slagsmål på en parkeringsplads i Tilst.
Tilsyneladende begyndte episoden med et mindre trafikalt sammenstød mellem to biler, skriver politiet i sin døgnrapport.
To mænd fra den ene bil slog og sparkede ifølge vidner en mand fra den anden bil, og på et tidspunkt sprøjtede de også peberspray mod manden og to andre passagerer.
Da politiet kom frem, var de to mænd i den ene bil kørt, men et vidne havde filmet mændene, og de blev genkendt af betjentene som værende en 28-årig og en 35-årig mand.
De blev kort efter anholdt på en adresse i Brabrand, hvor de blev sigtet for grov vold.
Der er ifølge politiet ikke nogen, som er kommet alvorligt til skade.