Mor og børn ramt i kryds: - Der skal gøres noget ved det
Anna Gry Kaarup Le kigger sig altid ekstra godt for, når hun cykler ind i et bestemt kryds i Skanderborg. Hun har prøvet, at det gik galt.
En helt almindelig eftermiddag i november, da Anna Gry Kaarup Le havde hentet sine to børn i institution i Skanderborg, tog pludselig en uventet drejning.
Hun var på vej hjem på sin ladcykel med de to små børn på henholdsvis et og tre år siddende foran.
De cyklede ned ad Banegårdsvej, hvor de skulle fortsætte ligeud. Anna bemærkede en bil ved siden af sig, som blinkede til højre, men hun gik ud fra, at bilens fører havde set hende på den store ladcykel. Så hun fortsatte med at cykle.
- Det havde han så ikke. Han holdt ikke tilbage for os, men kørte i stedet direkte ind i os, fortæller hun til TV2 Østjylland.
Bilen ramte lige ind i laddet, hvor begge Anna Gry Kaarup Les børn sad, så hun fik et kæmpe chok og blev med det samme bekymret.
- Først råbte jeg efter ham bilisten, og så skyndte jeg mig at tjekke, at børnene var okay, siger hun.
Ladcyklen væltede ikke og Anna kom ikke selv til skade. Men hun frygtede, at børnene var kommet til skade, da bilen ramte ind i laddet.
Hendes et-årige datter virkede lidt forvirret og så ikke ud til at have slået sig, men sønnen på tre år havde siddet med ryggen lige dér, hvor bilen havde ramt.
- Han sagde, at det gjorde lidt ondt, men han græd ikke. Han virkede bare chokeret, siger hun.
Føreren af bilen holdt ind til siden og påtog sig hele skylden for ulykken.
Farligt kryds
Både mor og børn slap derfra med chokket og en ødelagt ladcykel.
- Det handler ikke så meget om, hvad der var sket, men om hvad der kunne være sket, siger hun.
Men oplevelsen fik den forskrækkede mor til at råbe op.
- Jeg ser tit, at folk er uopmærksomme dernede. Der skal gøres noget ved det kryds, siger hun.
Derfor har hun nu oprettet et borgerforslag, der opfordrer kommunen til at lave et lysreguleret kryds, så ingen andre skal udsættes for den samme oplevelse, som hun selv var ude for.
Anna Gry Kaarup Le har siden hændelsen været ekstra opmærksom, når hun på cykel triller ind i netop dét kryds.
- Jeg synes, det er et farligt kryds. Dem, jeg har snakket med, siger, at de også er ekstra opmærksomme, siger hun.
Kommunen har ikke planer om at gøre noget
I et skriftligt svar til TV2 Østjylland skriver Lars Kronholm Christensen, der er leder af Klima, Veje og Mobilitet i Skanderborg Kommune, at der ikke har været politiregistrerede uheld i krydset de seneste fem år.
Dog påpeger han, at uheld med cyklister ofte ikke kommer til politiets kendskab, og at der derfor godt kan være et stort mørketal.
"Der er pt. ingen planer om at foretage ændringer i krydset. Med borgerforslaget vil vi på kommunen fremadrettet være opmærksomme på krydset og løbende vurdere, om det skal ændres, hvilket er en del af den almindelige trafiksikkerhedsvurdering," skriver han.