Sensommer uden svømning ved bybad: Frygter farlige planter
Grønne alger ligger som et tæppe rundt om det nye bybad i Skanderborg og holder borgere fra at kunne bade om sommeren.
Den lune sensommer og meget sol har måske givet mange lyst til at søge mod vand og få sig en dukkert, men for skanderborgenserne bliver det ikke ved det kun to et halvt år gamle bybad, Bybadet Skanderborg.
Det er noget, som ærgrer Bibliotekschef i Skanderborg, Jens-Ole Winther.
- Når jeg ser på, hvor mange, der benyttede sig af Bybadet i forsommeren, hvor algerne endnu ikke var synlige, vurderer jeg, at algerne nu holder mange væk, fortæller han.
Han kan fra sit kontor i Kulturhuset Skanderborg se ned på bybadet og har fulgt aktiviteten – eller manglen på samme – i løbet af sommerhalvåret. Der har ikke været mange besøgende, modsat forsommeren, hvor flere hundrede kom hver dag i de unges læseferie.
Men nu er de der; de synlige alger, og det har fået Skanderborg Kommune til at sætte skiltet – Badning Frarådet - op ved både bybadet og søbadet lidt længere væk.
- Skiltene blev sat op ved Bybadet den 14. august og ved Søbadet den 9. september og rådet har været gældende begge steder siden, fortæller Hanne Medum Lærke, biolog ved Skanderborg Kommune.
Inden kommunen helt frarådede badning gjorde de også brug af en mildere advarsel med skiltet – Undgå kontakt – som ved søbadet har været oppe siden 6. august.
Alger fjerner badelysten
Selvom Skanderborg Kommune ikke har haft skilte oppe hele sommeren, så er det Jens-Ole Winthers vurdering, at algerne har holdt badegæsterne væk det meste af sommeren.
- Det er et vilkår, når Bybadet ligger i en sø med en så høj algevækst, konstaterer han.
Hanne Medum Lærke pointerer dog, at netop Bybadet Skanderborg også har andre aktiviteter, som ikke omhandler badevandet.
- Folk bruger Bybadet som mødested, nogle har picnickurv med. Der dyrkes bl.a. yoga i lokalerne. Vinterbaderne bruger saunaen, fortæller hun.
Årsagen til, at Skanderborg Kommune lige nu har frarådet badning, er en konkret vurdering af, at sigtbarheden er så lav, under en meter og fund af de gifte blågrønne alger i søen.
Hanne Medum Lærke fortæller dog, at det ikke er sikkert, at der findes blågrønne alger ved søbadet, men da der er fundet i søen, tager de ingen chancer.
Blågrønne alger?
Blågrønalgebelægninger kan indeholde toksiske arter og dermed udgøre en sundhedsmæssig risiko.
De findes på sten og mudder langs søbredder og havkyster. De grønne-blågrønne-olivengrønne algemåtter er slimede og glatte.
De er især almindelige i marsken, på strandenge og langs søbredder. Udbredelsen af toksiske måtter er ukendt. Fra Danmark findes et eksempel på giftige blågrønalgebelægning. Kendte problemskabende slægter er Lyngbya, Oscillatoria og Schizothrix.
Kilde: Naturstyrelsen
Flere alger i år?
Jens-Ole Winthers egen oplevelse er, at algevæksten er voldsommere i år end tidligere og den samme fornemmelse har flere skanderborgensere, der går tur ved søbadet, som TV2 Østjylland har talt med.
Spørger man biolog, Hanne Medum Lærke har hun svært ved at vurdere årene fra hinanden.
- De seneste år har vi flere gange set vedvarende opblomstring i de her milde sensomre, men det er rigtig svært at sige, om det er værre end tidligere, fortæller hun.
Det kan være svært at vurdere, da opblomstringen er foranderlig og ofte bevæger sig rundt i søen afhængig af vind og vejr.
Så længe det milde vejr med sol fortsætter, vil badning ved søbadet blive frarådet.