Ren isbjørneglæde: Siku, Nanok og Nuuk er samlet
De tre isbjørnehanner i Skandinavisk Dyrepark er nu lukket sammen, og det gjorde de i lykkelig forening
Isbjørnehannerne Siku, Nanok og Nuuk er for første gang nogensinde sat sammen i Skandinavisk Dyrepark. Det spændende øjeblik endte lykkeligt, og især dyrepasserne var henrykte over, at de tre store bjørne fungerede sammen.
Dyreparken frygtede, at den yngste isbjørn Siku ville have svært ved at leve sammen med de ældre bjørne (faren Nanok og onklen Nuuk). For Siku blev som lille fodret med sutteflaske af dyrepasserne, da moren ikke påtog sig opgaven.
- Det er fedt at se, at han fungerer på samme vilkår som de andre. Du kan ikke se, at han nogensinde har set en sutteflaske, lød det fra direktøren i Skandinavisk Dyrepark, Frank Vigh-Larsen.
Gennem flere år har mange østjyder og dyreelskere fulgt Siku i Skandinavisk Dyrepark. Og mødet med de ældre bjørnefamiliemedlemmer var også ventet med spænding hos mange.
- Siku og Nanok ”bøllebanker” hinanden ude i søen – det er super at se, de får så meget glæde af hinanden. Vi var spændte på, om Siku som den yngste turde gå til Nanok, men han er lige så provokerende som de andre. Der er ingen bekymringer, sagde Frank Vigh-Larsen.
Faktisk moslede de to bjørne så længe i søen, at de begge kom forpustet og udkørte op af vandet.
Du kan se klip fra øjeblikket, hvor bjørnene blev lukket sammen i videoen øverst på siden.