Første melding: - Hvis tilsynet sejlede, må de selv betale
Randers' borgmester efterlyser økonomisk hjælp til at betale for håndteringen af jordskredet på Nordic Waste, men intet er sikkert.
Politikerne fra Randers Kommune vil i den kommende tid forsøge at få politikerne på Christiansborg til at punge ud for at forhindre, at bunden går helt ud af kommunekassen.
Det var meldingen fra borgmester Torben Hansen (S), da han onsdag eftermiddag fremlagde Randers Kommunes skøn for, hvad håndteringen af jordskredet på Nordic Waste kommer til at koste.
Regningen lyder på mellem 460 og 663 millioner kroner og vil resultere i et forventet underskud i kommunen på 370 millioner kroner.
- Vi går til de politiske baglande og siger, vi kan simpelthen ikke løfte den her opgave, vi har brug for hjælp. Det er det, vi vil bruge de næste måneder på, siger borgmesteren.
Kommunens ansvar skal afklares
Men ifølge de første meldinger fra Christiansborg, er der ikke penge på vej lige med det første.
- Min lyst til at bevilge penge til Randers Kommune afhænger meget af, om Randers Kommune har gjort det, de skal, eller om Randers Kommune ikke har ført tilsyn ordentligt, lyder det fra Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen.
Ansvaret undersøges
En uvildig undersøgelse skal klarlægge kommunens og borgmesterens ansvar i Nordic-Waste-skandalen.
Det skal undersøges, om direktionen, forvaltningen, borgmesteren og byrådet har handlet kritisabelt i forbindelse med sagen.
Det vedtog et flertal i byrådet 26. februar.
Kommunens rolle har ellers været under lup, da en advokatundersøgelse frikendte kommunen for ansvar, men frikendelsen blev der ikke givet meget for blandt flere kritikere, da flere mente, den ikke var uvildig.
Han betegner sagen som ærgerlig for miljøet, for Randers og for hele Danmark. Men han mener, at kommunens rolle i sagen skal undersøges, før staten eventuelt skal bidrage til kommunekassen.
- Hvis Randers Kommune har gjort, hvad kommunen skal, så har jeg ikke noget imod, at der skal findes nogle penge i en ekstraordinær situation. Hvis det omvendt er sådan, at Randers Kommunes tilsyn har sejlet hos Nordic Waste, så må kommunen bære en stor del af regningen, siger Ole Birk Olesen.
- Borgerne har intet ansvar
Velviljen er straks større hos Enhedslisten, lyder det fra partiets frontfigur, Pelle Dragsted.
- Vi er parat til at være med til at finde de penge. Det har statsministeren i øvrigt tidligere lovet, da hun i gummistøvler besøgte området, og det synes jeg sådan set, at regeringen skal stå ved, siger han.
For Pelle Dragsted er det afgørende, at miljøskandalen ikke får konsekvenser for borgerne i Randers.
- Min grundindstilling er, at det her ikke må betyde, at Randers Kommune er tvunget til at skære i deres ældrepleje, tvunget til at gøre situationen for mennesker med handicap endnu ringere eller på anden måde skære i kernevelfærden. Borgerne i Randers Kommune har jo intet ansvar.
Modsat Ole Birk Olesen er Pelle Dragsted ikke så optaget af Randers Kommunes rolle i sagen.
- Det kan godt være, at der er embedsfolk, der ikke har været vågne. Det kan også være, at de direkte har svigtet deres ansvar. Men det er jo ikke folkepensionistens eller familien med et handicappet barns skyld, siger han.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) sagde tidligere på måneden, at staten ikke kommer til at dække hele regningen for oprydningen efter Nordic Waste.
Torben Hansen tror og håber, at det nye overblik kan ændre ministerens holdning.
- Da miljøministeren udtalte sig sådan, var grundlaget ikke klar. Det er det nu, og det vil vi præsentere for ministeren, og så har vi en god dialog, og den dialog vil vi selvfølgelig fortsætte med, siger han.
Magnus Heunicke har endnu ikke udtalt sig efter dagens præsentation af den økonomiske situation i Randers.
Se kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidts gennemgang af økonomien i forbindelse med håndteringen af jordskredet.