Alternativet tilbage i byråd efter partihop
Efter fire år uden indflydelse er Alternativet igen repræsenteret i Aarhus byråd.
Det er Thure Hastrup, der efter en længere periode som løsgænger, har valgt at melde sig ind i Alternativet.
Thure Hastrup blev valgt ind for Enhedslisten ved det seneste valg, men i februar 2023 meldte han sig ud af partiet efter intern uro.
- Vi har brug for at samle og styrke de kræfter, der arbejder for en socialt, retfærdig grøn omstilling. Alternativet er i gang med et spændende projekt, som jeg tror på, kan være med til at skabe nogle af de forandringer, der er så hårdt brug for i Aarhus, siger Thure Hastrup.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Vintervejret er på vej med slud
Efter en mandag, hvor man mange steder i Jylland har målt 10 grader, vil tirsdagen vise sig fra en meget mere vinterlig side.
Først på eftermiddagen vil termometrene kun vise mellem 1 og 4 grader i Jylland, og efter solnedgang kan termometrene nå ned under frysepunktet.
Der vil være stedvise byger, og enkelte steder kan bygerne være i form af slud.
OL-sejler tager en pause fra landsholdet
Efter dialog med Dansk Sejlunion holder den succesrige sejler Anne-Marie Rindom pause fra landsholdet.
Tidligere mandag udtog Dansk Sejlunion landsholdet til 2025-sæsonen, og her var Rindoms navn ikke at finde.
- Vi er i tæt dialog med Anne-Marie, men pausen har ingen betydning for hendes OL-deltagelse i 2028, siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion, til Eurosport.
- Vores ambition er at sørge for, at der også er en platform for de mest rutinerede kræfter i dansk sejlsport, og Rindom er blandt de allermest rutinerede. Det er en del af ændringen i vores strategi lige nu.
Rindom vandt OL-bronze i Rio i 2016, OL-guld i Tokyo i 2021 samt OL-sølv i Paris i sommer i Ilca 6-klassen.
Kritiseret institution er fortid
Det private botilbud Florahuset i Skanderborg lukker officielt i dag.
Det sker efter kritik fra eksperter, tidligere ansatte og personer med indgående kendskab til institutionen. I oktober sendte Socialtilsynet Florahuset et varsel om, at stedets godkendelse skulle inddrages, fordi tilbuddet efter tilsynets opfattelse ikke lever op til loven.
- Jeg kan bekræfte, at Florahuset lukker som planlagt, siger Ulla B. Andersen, der er tilsynschef ved Socialtilsyn Midt.
Hver tiende solariebruger var under 14 år første gang
Blandt unge solariebrugere har næsten hver tiende været under 14 år, første gang de brugte et solarium.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Kræftens Bekæmpelse.
Hovedparten af de unge 15- til 18-årige fra undersøgelsen har haft deres første tur i solarium, da de var under 18 år.
Det er bekymrende ifølge Kræftens Bekæmpelse, da tidlig debutalder i solariet øger risikoen for modermærkekræft.
Boligområde streget fra omdiskuteret liste
Boligområdet Skovgårdsparken i Aarhus anses nu officielt ikke længere som et såkaldt parallelsamfund.
- Men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke fortsat er nogle udfordringer herude. Det vigtigste for mig er, at vi får skabt nogle gode boligområder, lyder det fra borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold (S).
Politet har fundet efterlyst fem-årig
Østjyllands Politi efterlyser en fem-årig dreng, som netop er gået fra børnehaven på Solbakken i Risskov i det nordlige Aarhus.
Det skriver politiet på X.
Drengen er 118 centimeter høj med lysblondt hår. Han er i ført en grøn flyverdragt og mørke støvler.
Han går formentlig rundt i Risskov-området.
Politiet søger lige nu med alt disponibelt mandskab.
Sprinklere forhindrede større brand i Lidl
Søndag aften satte sprinklersystemet i gang i en Lidl ved Godsbanen i Aarhus. Her var der gået ild i en palle med nogle bamser inde i butikken.
Det fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Simon Bøgedam.
- Vi får meldinger fra både 112 og et aba-anlæg (automatisk brandalarmanlæg). Heldigvis har butikken et sprinkleranlæg, som ikke slukker branden, men som sørger for, at den ikke spreder sig.
Trods sprinkleranlæggets forebyggende effekt, opstår der røg og damp i hele butikken, og der er stadig brand i pallen ved brandvæsenets ankomst.
Brandvæsenet får dog hurtigt slukket branden og overdraget til skadeservice.
Regeringen lancerer strategi for kunstig intelligens
Regeringen har mandag præsenteret sin strategiske indsats for kunstig intelligens.
Her lyder det, at kunstig intelligens skal rykkes tættere på borgerne.
Det vil regeringen blandt andet gøre ved at lave et nyt center for kunstig intelligens, etablere en platform til at udvikle danske sprogmodeller samt at oprette en digital taskforce, der skal hjælpe den offentlige sektor til at bruge AI.
Lastbil har revet hul på dieseltanken
Østjyllands Brandvæsen er lige nu ude til et mindre færdselsuheld, hvor en lastbil har revet hul på dieseltanken.
Det er sket i forbindelse med påkørsel af en læsserampe på Skansevej på østhavnen i Aarhus, oplyser operationschef Simon Bøgedam.
- Vi håndterer sagen sammen med miljøvagten, og vi har smidt noget kattegrus og tilkaldt en maskine, der kan rense vejen, siger Simon Bøgedam til TV2 Østjylland.
Meldingen kom ind klokken 09.33.
Coop forventer pakkerekord i december
Dagligvarekoncernen Coop forventer at udlevere tre millioner pakker i koncernens 500 butikker i løbet af december.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Hvis forventningen holder stik, bliver det det højeste antal nogensinde og en stigning på 500.000 sammenlignet med sidste år.