Streget fra omdiskuteret liste: - Vi hænger stadig med rumpen i vandskorpen
Skovgårdsparken i Aarhus kom på listen over såkaldte parallelsamfund for et år siden, men nu er den røget af listen igen.
Boligområdet Skovgårdsparken i Aarhus anses nu officielt ikke længere som et såkaldt parallelsamfund.
Det kom frem søndag aften, da Social- og Boligministeriet offentliggjorde den nye liste over parallelsamfund i hele landet.
Nyheden vækker lettelse hos den lokale beboerformand, Lars Meldgaard, der har boet i Skovgårdsparken i over 60 år.
- Jeg synes, det er glædeligt, siger han til TV2 Østjylland.
Han kunne for et år siden sammen med de andre beboere i området se Skovgårdsparken ryge på den meget lidt flatterende liste, fordi området dengang levede op til tre af de fem kriterier, der er for at kunne kalde et område for et parallelsamfund.
Parallelsamfund
Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Kilde: Social- og Boligministeriet.
De seneste tal, der tager udgangspunkt i status ved 1. januar 2024, viser, at Skovgårdsparken på uddannelsesområdet lige præcis sniger sig ud af kriteriet omkring uddannelse.
Har man flere end 60 procent af beboerne i området, der har grundskole som højeste uddannelse, opfylder man kravet til dét kriterie. Og der har Skovgårdsparken lige præcis klaret frisag, da tallet 1. januar var 59,4.
Det, at Skovgårdsparken er uhyre tæt på igen at kravle over grænseværdien, er Lars Meldgaard yderst bevidst om.
- Vi hænger stadig med rumpen i vandskorpen og er ikke ude af farezonen, siger han.
Lars Meldgaard er glad for at slippe for "parallelsamfunds-prædikatet", for sådan har han aldrig oplevet Skovgårdsparken.
- Det er jo ikke hér, de (kriminelle, red.) laver ulykker. Det foregår andre steder. Nogle gange kan vi godt undre os over, hvad hulen vi laver på den liste, siger han.
Håber, den positive udvikling fortsætter
Men mens beboerformanden ikke kommer til at savne stemplingen som parallelsamfund, håber han, at det, der fulgte med, kan fortsætte.
Siden foråret har området nemlig haft to socialarbejdere ansat til at hjælpe med at skabe en positiv forandring, og det har virkelig gavnet, lyder det.
- De har knoklet løs for at få gang i uddannelse og for at få de unge mennesker i klubber og så videre. Jeg håber, det fortsætter. Gerne et par år eller tre mere, så vi er sikre på, at vi ikke kommer tilbage igen, siger Lars Meldgaard.
Her kan du høre, hvad to andre beboere fra området, Ruth Jensen og Sahra Ahmed Mohamed, der også er formand for en beboerforening, siger om parallelsamfundslisten:
Skovgårdsparken lever ifølge de seneste tal op til to af de fem kriterier for parallelsamfund. Der er en andel af personer med ikke-vestlig baggrund på 68,7 procent, hvor grænsen er 50 procent.
Og så er 2,37 procent af beboerne dømt for kriminalitet, hvor grænsen er 2,12 procent.