Gudrun går i vand til op på benene: Frustrerende ikke at kunne få hjælp
Aarhus Kommune kan - som loven er i dag - ikke træde til og hjælpe borgere med at lede vand væk fra private matrikler.
- Der er totalt oversvømmet, og jeg føler mig fortvivlet og overladt til mig selv. Der er ingen hjælp at hente nogen steder, siger Gudrun Skovrup Larsen.
Hun vader rundt i sine røde gummistøvler foran huset på Grønspættevej i Egå, hvor hun med hånden viser, hvor vandet gik til på husets sokkel, da det stod værst til.
Siden november har der stået vand så højt, at det dækker hele hendes have, og naboerne er lige så frustrerede som hende over udsigten til selv at skulle håndtere problemet.
Aarhus Kommune har nemlig ikke haft folk på stedet.
- Det er virkelig for dårligt, at vi ikke kan få bare en lille smule hjælp, siger Gudrun Skovrup Larsen, og en anden beboer, Martin Juelsgaard Nielsen, siger, at han har svært ved at se, hvordan det kan være en privat opgave at få vandet ledt væk.
- Det her er så omfattende, at det ikke bør være en omkostning for den enkelte beboer, siger han.
Men - sådan er situationen altså for nuværende.
For som TV2 Østjylland fortalte tidligere på ugen, er lovgivningen sådan, at grundejerne selv - individuelt eller i fællesskab - skal stå for og betale for eventuel klimasikring i områder, som kommunen ikke ejer.
Derfor er beboerne på Vejlby Fed ikke så langt fra Egå i samme situation som dem på og omkring Grønspættevej. På Vejlby Fed er de også plaget af højtstående grundvand, og samtidig kæmper de med vandstandsstigninger i havet, der oversvømmer dele af området.
Mangler de juridiske greb
Simon Grünfeld, der er chef for Natur og Miljø i Aarhus Kommune, siger, at man simpelthen mangler de juridiske greb, som gør det lovligt for kommunen at træde til med en hjælpende hånd til borgerne.
På Grønspættevej fortsætter snakken blandt naboerne i gummistøvler. De er godt klar over, at det er deres eget ansvar at bekæmpe vandet, men som Gudrun Skovrup Larsen påpeger, har de aldrig stået i den her situation før.
- Det er en 20- eller 30-års hændelse, siger hun og håber, at myndighederne snart får mulighed for at træde til.
Professor Anders Vest Christiansen fra Aarhus Universitet siger til TV2 Østjylland, at det vejr, vi i dag betragter som ekstremt, i fremtiden vil blive betragtet som helt normalt.