Mick og mekanikerne har travlt: De knokler for grønnere togtrafik

Fremtidens togtrafik bliver mere grøn. Både når gamle diesel-tog opgraderes og når nye el-tog kommer til.

Udgivet Opdateret
I alt skal 60 tog gøres grønnere. Foto: Signe Hartig Danielsen, TV2 Østjylland

Der bliver skruet og hamret for en grønnere fremtid på DSB-værkstedet i Aarhus.

Med flere klimatiltag har DSB sparet 1,3 millioner liter brændstof om året på dieseldrevne IC4-tog. Ifølge DSB's egne beregninger svarer det til knap 80.000 køreture i en benzinbil mellem Aalborg og København.

- Vi har ombygget alle 60 IC4-tog, så de nu bliver forsynet med varme fra motoren og ikke alene bliver forsynet af oliefyret, siger Mick Lopdrup Møller, der er afdelingschef for materielteknik ved DSB.

Mick Lopdrup Møller er tilfreds med opgraderingen af togene.

Og selvom pensionen for IC4-togene snart er inden for rækkevidde, så giver det ifølge Mick Lopdrup Møller stadig mening at opgradere de 200 ton tunge vogne.

- De her 60 tog er allerede solgt videre til en operatør i Rumænien. Når vi er færdige med at bruge dem, kommer de forhåbentligt til at køre i rigtig mange år dernede, og der vil det fortsat være en klimagevinst, siger Mick Lopdrup Møller til TV2 Østjylland.

Alt i alt kan DSB opnå en årlig besparelse på knap 2000 ton CO2 i de sidste år, IC4-togene kører på skinnerne herhjemme. Blandt andet ved at skifte lysstofrør ud med LED-lys, og ved at sænke temperaturen i togene, når de holder stille uden passagerer.

Der er CO2- og brændstof-besparelser at hente ved at opgradere togene.

Selvom klimatiltagene er velkomne, så kommer de sent. DSB spår nemlig, at nye IC5-el-tog om få år erstatter de dieseldrevne IC4-tog.

Hvorfor går I først i gang med det her nu?

- Der har været rigtig meget arbejde på IC4. Som de fleste også ved, så var det et tog, vi fik fra Italien, hvor der var nogle fejl og mangler. Derfor lå fokus de første år på større ting, hvor fokus på klima lidt kom i anden række, siger Mick Lopdrup Møller.

De elektriske IC5-tog, Coradia Stream, leveres af den franske togproducent Alstom, og DSB forventer at købe 150 sæt i alt med levering midt i 2027. Der er fem vogne i hvert sæt med i alt 300 pladser.

Indkøbet af Coradia Stream er den største investering i DSB’s historie, da den samlede investering beløber sig til over 20 milliarder kroner.

Det har i øvrigt en tophastighed på 200 kilometer i timen.

Se et indslag om arbejdet på togværkstedet i Aarhus fra TV2 Østjyllands nyhedsudsendelse den 13. maj herunder:

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her