Lastbil i uheld: Gratis samsøkartofler til alle

Tidligt torsdag morgen væltede en lastbilanhænger med samsøkartofler på landevejen i Hou. Højskoleelever sprang til for at hjælpe, og borgere forsynede sig med friske kartofler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Da en lastbilanhænger tidligt torsdag morgen væltede på landevejen i Hou, trillede tonsvis af samsøkartofler ud på vejen. Foto: Søren Møllgaard Kristensen

Kartofler, kartofler og atter kartofler.

Det var synet, der tidligt torsdag morgen mødte borgere og bilister i Hou i krydset ved Houvej og Hasselvej.

En lastbilanhænger læsset med samsøkartofler var væltet midt på kørebanen og tonsvis af kartofler trillet ud. Før anhængeren kunne rejses op og fjernes, skulle kartofler, kasser og poser ryddes af vejen.

Eleverne sprang med det samme i arbejdstøjet og skyndte sig ud på vejen for at hjælpe chaufføren.
Søren Møllgaard Kristensen, forstander, Egmont Højskolen

Chaufføren fik dog hurtigt allieret sig med højskoleelever fra den nærliggende Egmont Højskole, der havde hørt om uheldet.

- En af vores lærere så det, og vi blev hurtigt enige om, at vi måtte hjælpe til. Så eleverne sprang med det samme i arbejdstøjet og skyndte sig ud på vejen for at hjælpe chaufføren, siger forstander på Egmont Højskolen, Søren Møllgaard Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Mens oprydningsarbejdet stod på, måtte byens borgere forsyne sig med de mange kartofler fra poser, der var gået i stykker.

Politiet var på stedet fra omkring klokken halv syv om morgenen og i tre timer frem. Da patruljen kom derud, var arbejdet allerede i gang, og det var især trafikken, der var påvirket af uheldet.

- Bilister måtte køre mod ensretningen for at komme forbi, og derfor var betjentene nødt til at blive i lang tid for at dirigere trafikken, fortæller kommunikationsrådgiver fra Østjyllands politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.

Oprydningsarbejdet var en fest

Både gående og kørende fra Egmont Højskolen hjalp til med det omfattende oprydningsarbejde. På skolen går der både elever med og uden et fysisk handicap, og ifølge forstanderen ligger det i skolens ånd at hjælpe til, når nogen har brug for det.

Over 100 elever fra Egmont Højskolen sprang til for at hjælpe chaufføren med at samle kartofler, kasser og poser.  Foto: Søren Møllgaard Kristensen

- Det var dejligt at se, hvordan eleverne smed, hvad de havde i hænderne for at hjælpe chaufføren. Eleverne har altid lysten til at hjælpe lige meget, hvad det kræver, fortæller forstander Søren Møllgaard Kristensen.

Over 100 elever fra højskolen hjalp til i knap tre timer på trods af undervisning. På grund af coronasituationen må eleverne kun være sammen i bestemte familiegrupper, og derfor bestod arbejdet også af koordinering af firemandshold, der skiftevis hjalp til.

Der blev sat højtalere op, så eleverne hørte musik, mens de hjalp chaufføren med at rydde vejen for de mange kartofler.
Søren Møllgaard Kristensen, forstander, Egmont Højskolen

Og ifølge forstanderen hyggede eleverne sig, selvom det var hårdt fysisk arbejde at samle de tusindvis af kartofler.

- I bedste højskolestil var der god stemning, mens arbejdet stod på. Der blev sat højtalere op, så eleverne hørte musik, mens de hjalp chaufføren med at rydde vejen for de mange kartofler, fortæller forstanderen.

Trafikken var påvirket flere timer frem, men hverken lastbilchaufføren eller andre kommet til skade i forbindelse med uheldet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her