Familien Andreasen må vente i månedsvis: Ingen løsning på farligt tag
Det kan have lange udsigter for en løsning på et ødelagt asbesttag i Hvorslev. Det skaber gener for flere i byen.
Lars og Judit Andreasens nabo ejer en bygning med et ødelagt asbesttag, hvor fra stumper drysser over i deres og andres haver i landsbyen Hvorslev.
Det fortalte TV2 ØSTJYLLAND for en måned siden, men efterfølgende er en løsning ikke kommet nærmere. Snarere tværtimod.
- Der er ingenting sket, og vi hører intet fra Favrskov Kommune. Vi føler os bondefanget, siger Lars Andreasen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommunen fik kendskab til taget i februar, og siden har man så påbudt ejeren at fikse det. Hvilket han har ignoreret, og derfor er han blevet politianmeldt.
Føler sig slagtet
Nu venter flere ugers efterforskning og formentlig en retssag med ankemuligheder, før der er blot en lille chance for, taget bliver bragt i forsvarlig stand.
- Jeg synes ikke, at det er okay, der kan gå så lang tid. I andre sager går det meget hurtigere. Jeg føler, vi bliver slagtet, siger Judit Andreasen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tre af hinanden uafhængige eksperter i byggesager fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at denne type sager sagtens kan trække ud i månedsvis – i nogle tilfælde år.
For den sigtede har flere ankemuligheder, ligesom adskillige myndigheder oftest skal inddrages i sagen.
Kan være livsfarligt
Det bekymrer og frustrerer familien Andreasen, og andre i byen er også plaget af asbeststumperne fra taget, der især hvirvler rundt under blæsevejr.
En læge har tidligere over for TV2 ØSTJYLLAND bekræftet alvoren i asbest og støv fra eksempelvis tage som det i Hvorslev.
Bliver man udsat for asbeststøv, er der tre sygdomme, man kan blive ramt af. I Lars og Judit Andreasens tilfælde er det især lungehindekræft, de skal være opmærksomme på.
- Hvis man får asbeststøv ned i lungerne – også i forholdsvis små mængder – kan det sætte sig på lungehinderne og give den sjældne kræftform. Lungehindekræft har høj dødelighed, og vi har ikke meget behandling at give, har ledende overlæge på afdelingen for arbejdsmedicin på Aarhus Universitetshospital Ane Marie Thulstrup tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan gøre børnebørn syge
Lungehindekræft er 30 år om at udvikle sig, så med stor sandsynlighed er det mere Lars og Judits børn og børnebørn, der er udsatte.
- Det er trist at tænke på, vi kan gøre vores børnebørn syge. De skulle gerne kunne lege i haven uden at risikere at blive enormt syge om 30 år, mener Judit Andreasen.
Hos Favrskov Kommune forstår formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Anders G. Christensen (V), godt beboerne i Hvorslevs frustrationer.
Han slår fast, at kommunen kæmper for en afklaring i sagen.
- Vi gør alt, hvad vi kan, men jeg medgiver, at det let kan blive tungt og bureaukratisk, specielt når en borger nærmest er ligeglad med sine omgivelser og naboer, siger Anders G. Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Skal ændre grundloven
Lokalpolitikeren så gerne, at man havde flere handlemuligheder i sager som denne.
Men det er ikke sådan lige til.
- Det er grundlovens ejendomsret, vi har i spil, og den er rimelig stram, hvad det angår. Så det er svært at gøre noget. Vi vurderer, at vi ikke har kunnet gøre andet, siger Anders G. Christensen.
Favrskov Kommune kan nemlig ikke – netop på grund af ejendomsretten – bare reparere eller fjerne taget.
For så ville man bryde ejerens ejendomsret.
Har ikke pengene
Ejeren har tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke har pengene til at fikse taget. Så nu ser han blot tiden an.
Samme situation står familien Andreasen i. Taget og dets gener fylder meget i det daglige, men alt tyder på, at der ikke er meget at gøre.
- Vi er nok begyndt at tænke mindre over det. Vi går rundt i lortet, men skal have hverdagen til at fungere, siger Lars Andreasen.