Coop lukker to butikker i Østjylland
19 Coop-butikker står til at lukke, mens 35 bliver solgt til konkurrenterne fra Salling Group.
Coop lukker og sælger 54 butikker som led i en redningsplan.
19 lukkes og 35 sælges, skriver dagligvarekoncernen torsdag i en pressemeddelelse.
Desuden oplyser Coop, at der i øjeblikket pågår forhandlinger om salg af et yderligere antal butikker.
Coop oplyser til TV2 Østjylland, at butikken på Haurumsvej i Tilst lukker, mens butikken på Bøsbrovej i Randers sælges til Salling.
Det er især 365 discount-kæden, der står over for en større omlægning.
Det fremgår desuden, at butikslukningerne ikke nødvendigvis stopper ved de 19.
Coop forsøger nemlig at få nedsat husleje "en række steder over hele landet". Hvis ikke forhandlingerne går, som Coop ønsker, kan der altså komme flere lukninger.
- Vi har desværre for mange butikker, der giver underskud uden udsigt til, at udviklingen vender. Når vi enten sælger eller lukker disse butikker, får vi råd til at investere yderligere i butikkerne i vores fire eksisterende kæder, udtaler Coops administrerende direktør Thor Skov Jørgensen i pressemeddelelsen.
Ifølge TV 2's erhvervskommentator Ole Krohn er der god logik i at komme af med også lejemålene for Coop:
- Hvis man forestiller sig, at Coop sidder med en fem-årig lejekontrakt, så ville de ikke bare skulle trække sig ydmyget tilbage fra en butik, der har givet underskud. De ville også stå med en form for dummebøde i form af lange lejekontrakter, der er svære at komme ud af, siger Ole Krohn til tv2.dk.