Ung østjyde anholdt for omfattende bedrageri
Det er politiets opfattelse, at der er tale om organiseret økonomisk kriminalitet, hvor flere personer har været sammen om at lave bedragerierne.
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdte torsdag en 23-årig mand fra Aarhus, som det mistænker for at være involveret i flere sager om bedrageri.
Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg her fredag eftermiddag.
Ét af bedragerierne, han er sigtet for, skete i går, torsdag, hvor en person udgav sig for at være fra banken, hvorefter vedkommende hentede et dankort hos en ældre borger i Bramming.
Gerningsmanden blev siden observeret ved hæveautomaten i den pågældende bank, og han blev kort tid efter anholdt med både dankort og de hævede penge på sig, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Årvågen medarbejder
- Det lykkedes at anholde manden takket være en årvågen medarbejder hos den pågældende bank i Bramming, siger politikommissær Michael Brink.
Politiet ransagede efterfølgende den anholdtes bopæl i Aarhus-området, og fundene dér bidrager yderligere til efterforskningen.
Det er politiets opfattelse, at der er tale om organiseret økonomisk kriminalitet, hvor flere personer har været sammen om at lave bedragerierne.