Hunde og katte er potentielle smittebærere - virus kan sidde i pelsen
COVID-19 kan sidde i vores kæledyrs pels på samme måde, som det kan sidde fast på et dørhåndtag eller et tastatur. Men det lader ikke til, at dyrene selv kan blive smittet.
Coronavirus-situationen udvikler sig dag for dag og rejser mange spørgsmål - blandt andet om, hvordan vi skal forholde os til vores egne og andres kæledyr.
Ifølge Den Danske Dyrlægeforening er der dog i øjeblikket ingen beviser for, at familiedyr - herunder hunde og katte - kan blive syge af coronavirus COVID-19, eller at de er med til at sprede den.
- Virussen lever ikke i dyrenes slimhinder, som den gør hos os mennesker, siger formand for Den Danske Dyrlægeforening Hanne Knude Palshof til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan leve overfladisk på dyrene
Selvom det ikke tyder på, at virussen kan leve i dyrene, så er det alligevel en god idé at være påpasselig i sin omgang med dyrene. Både hvis dyrene har været i nærkontakt med en smittet, eller hvis man selv er smittet.
- Du bør begrænse kontakten med kæledyr og andre dyr, hvis du er syg med coronavirus, ligesom du vil gøre i forhold til mennesker, siger Hanne Knude Palshof og fortsætter:
- Hvis en smittet aer og nusser sin hund, og naboen så gør det sammen bagefter, så kan hunden godt videregive smitten på samme vis, som hvis man rører ved et dørhåndtag eller et tastatur, som en smittet har rørt ved.
Ifølge Hanne Knude Palshof er det dog ikke noget, som man skal gå i panik over.
- Det er sjældent, vi ser sygdomme blive overført fra dyr til mennesker, siger hun.
Man kan fortsat hjælpe folk i karantæne
Man skal derfor heller ikke være bange for at hjælpe folk, som er smittet med at lufte eksempelvis deres hund, lyder det fra Nordre Dyrehospital ved Lystrup, som følger Den Danske Dyrlægeforenings anvisninger.
- Hvis man ikke er i risikogruppen, hvor man er særligt udsat ved smitte, så behøver man ikke være bange for at hjælpe, så længe man bare bruger sin sunde fornuft, siger ledende vertærinsygeplejske Heidi Louise Linnebjerg til TV2 ØSTJYLLAND.
Man skal blot tage sine forholdsregler.
- Man kan jo tage handsker på, så man ikke rører ved hunde og på den måde beskytte sig selv. Og så er det selvfølgelig vigtigt at sikre så minimal kontakt som muligt menneske til menneske, når man henter og afleverer, siger hun.
Lad være med at google 'coronavirus'
Den Danske Dyrlægeforening påpeger, at man også skal være påpasselig, hvis man vælger at google 'coronavirus' i forhold til sine dyr.
- Både hunde og katte har deres egen coronavirus, så der vil komme resultater frem, når man googler det. Her er det bare vigtigt at være opmærksom på, at disse coronavirus er dyrearts-specifikke, hvilket vil sige, at de ikke smitter fra den ene dyreart til den anden og heller ikke til mennesker, siger Hanne Knude Palshof.
Læs også:
Man kan hele tiden holde sig opdateret på Den Danske Dyrlægeforenings hjemmeside for nye oplysninger i forhold til dyrene.
Sådan kan du tage dine forholdsregler
- Undgå direkte kontakt med dit kæledyr, hvis du er syg. Vask hænder og brug mundbind hvis kontakt er nødvendig.
- Bed en anden i husstanden passe dine dyr, hvis du er syg. En rask person kan lufte din hund, når bare I sikrer minimal personlig kontakt menneske til menneske.
Kilde: Den Danske Dyrlægeforening