17-årig i kritisk tilstand efter ulykke på køreteknisk anlæg
En 17-årig mand er i kritisk tilstand efter et alvorligt uheld på et køreteknisk anlæg.
En 17-årig mand er i kritisk tilstand efter en ulykke på Køreteknisk Anlæg i det nordlige Randers.
Ulykken skete mandag først på eftermiddagen, oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Den 17-årige styrtede på en motorcykel på det køretekniske anlæg, og han var ikke kontaktbar, da ambulancefolkene ankom.
- Han havde fået nogle alvorlige hovedskader og havde angiveligt mistet sin hjelm i forbindelse med styrtet, hvorefter han var blevet kørt over af en bagvedkørende motorcykel, skriver Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Den 17-årige blev efter ulykken hentet med lægehelikopter og fløjet til sygehuset.
De pårørende er underrettet.
Hændelsen foregik ikke i forbindelse med almindelig køreundervisning, oplyser kørelærere til Ritzau. Banen var lejet ud til et privat arrangement.
Østjyllands Politi oplyser, at det ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.