Kvinde får 10 års fængsel for transport af mindst 10 kilo amfetamin

En 45-årig kvinde er blevet idømt 10 års ubetinget fængsel for at have transporteret mindst 10 kilo amfetamin, og for derudover i flere tilfælde at have købt og videresolgt knap to kilo amfetamin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Onsdag ved Retten i Randers tilstod kvinden, at hun tilbage i december 2019 transporterede mellem 10 og 15 kilo amfetamin fra en adresse i Østjylland til en parkeringsplads i Aarhus Nord, hvor amfetaminen blev overdraget til en mand. Foto: Colourbox

En måned efter at en 45-årig kvinde blev anholdt under en politiaktion i Randers-området, er hun blevet idømt 10 års ubetinget fængsel for at have transporteret mindst 10 kilo amfetamin.

Derudover dømmes hun også for flere gange at have købt og videresolgt knap to kilo amfetamin.

Onsdag ved Retten i Randers tilstod kvinden, at hun tilbage i december 2019 transporterede mellem 10 og 15 kilo amfetamin fra en adresse i Østjylland til en parkeringsplads i Aarhus Nord, hvor amfetaminen blev overdraget til en mand.

Hun tilstod også, at hun i perioden fra 31. marts til 23. maj havde købt og videresolgt i alt 1,8 kilo amfetamin.

Anklager i Særlig Efterforskning Vest, Jacob Gents, er tilfreds med den hurtige dom i sagen:

- Jeg er meget tilfreds med, at et solidt og effektivt stykke efterforskningsarbejde har ført til, at kvinden bare én måned efter anholdelsen har tilstået at have håndteret store mængder amfetamin, og nu er blevet idømt en lang fængselsstraf, lyder det fra anklageren i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Kvinden modtog dommen og blev fortsat varetægtsfængslet efter domsafsigelsen.

VIDEO: Aarhus Lufthavn fik i 2019 flere passagerer, og det betyder mere arbejde for tolderne. Et par gange om ugen er toldere med hunde på kontrolbesøg i lufthavnen hvor der jævnligt bliver fundet især khat og ulovlige cigaretter i passagernes bagage. Se indslaget fra den 23. august 2019.

Anholdt under koordineret politiaktion

Det var Særlig Efterforskning Vest, der efterforsker organiseret kriminalitet på tværs af Jylland og Fyn, der under en efterforskning fik den 45-årige kvinde i kikkerten.

Den 16. juni blev kvinden og flere andre sigtede anholdt under en koordineret politiaktion. Dagen efter blev kvinden sammen med en 44-årig mand og en 50-årig kvinde varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør.

Kvinden blev derudover dømt for at have begået et indbrud og et indbrudsforsøg i henholdsvis Ans og Fårvang den 15. juni.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her