Vakte stor forargelse: Østergaard-firma fjernet fra opgave
Der ryger ikke længere penge ind på Torben Østergaard-Nielsens konto, når der skal håndteres Nordic Waste-jord på Randers Havn.
Mandag kom det frem, at Torben Østergaard selv har tjent penge på at rydde op efter jordskredet ved Nordic Waste. Det gjorde hans firma SDK Shipping på havnen i Randers. Nu er firmaet fjernet fra opgaven.
Det bekræfter havnedirektøren John Morgen over for TV2 Østjylland.
- Både vi og Randers Kommune kunne sagtens se, at det firma ikke skulle håndtere jorden. Nu har kommunen overtaget hele opgaven med håndteringen og styrer nu området ved det jordtip på havnen, hvor jorden kommer ind, siger John Morgen.
Til at begynde med så havnen ingen anledning til ikke at hyre SDK Shipping til opgaven, forklarer havnedirektøren.
- I første omgang var det nærliggende at bruge SDK Shipping, fordi det firma har været vant til opgaven og havde kompetencerne.
Hvem er SDK Shipping
SDK Shipping er en del af SDK Group og er ejet 100 procent af Torben Østergaard-Nielsen sammen med hans to døtre, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer
Som en del af sit virke udfører SDK Shipping såkaldt stevedore-arbejde. En stevedore er en person eller virksomhed, der losser og laster skibe
Ifølge det seneste regnskab har SDK Shipping cirka 200 medarbejdere og omsatte i 2022/23 for knap 600 millioner kroner. Det gav et overskud i sidste ende på 40 millioner
TV 2 har været i kontakt med SDK Shippings direktør, Lars Jespersen, om oprydningsarbejdet efter Nordic Waste. Han har henvist til USTC, hvor Torben Østergaard er bestyrelsesformand og Nina Østergaard Borris er administrerende direktør.
Kommunen har opgaven
Men efter konkursbegæringen fra Nordic Waste, og da medierne blev opmærksomme på, at et af Torben Østergaard Nielsens firma tjente penge at rydde op efter jordskredet, kan havnedirektøren sagtens se det fornuftige i at finde en ny til opgave.
Det blev så Randers Kommune, der overtog opgaven.
Hvem kommunen så har hyret ind, forsøger TV2 Østjylland at få et svar på. Havnedirektøren henviser til Randers Kommune.
Fra SDK Shipping lyder det fra direktør Lars Jespersen, at firmaet ikke har tjent gode penge på jordhåndtering på havnen.
- SDK Shipping har haft kontrakt med Randers Havn gennem 12 år. Det betyder at al jord, der fragtes dertil, helt naturligt har været håndteret af os. Jordhåndtering har ikke været en overskudsforretning for os, da betalingen kun har dækket driftsomkostninger, skriver han i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Læs også
'Ikke ulykkelig for flere'
John Morgen slår fast, at han ikke umiddelbart ser en grund til at sætte hårdere ind over for SDK Shipping.
Selvom situationen da skal drøftes i havnens bestyrelse og ledelse.
- Vi har haft et godt samarbejde med SDK og dens medarbejdere i 15 år. Vi skal drøfte, om der skal være yderligere konsekvenser, men udgangspunktet er, at vi kigger på historikken, og der har aldrig været problemer.
- Det her er en ulykkelig situation for mange, men vi skal passe på ikke at gøre den ulykkelig for flere, siger John Morgen.
Aftale til 350.000 kroner
Ifølge Randers Havn skulle SDK Shipping håndtere 25.000 kubikmeter jord fra Nordic Waste på havnen.
Der er tale om jord, der er fjernet fra Nordic Wastes grund i Ølst i forbindelse med oprydningsarbejdet.
Selskabet får 14 kroner per kubikmeter jord, der bliver håndteret, har John Morgen tidligere oplyst til TV 2.
Der er altså tale om en aftale til cirka 350.000 kroner.