Venner under corona: Studerende laver hold med Simon Kjær
Den danske landsholdsanfører Simon Kjær har ikke spillet et eneste minut for landsholdet under denne sommers EM.
Men nu er der alligevel nyt fra ham.
Simon Kjær og to studerende fra Erhvervsakademi Dania i Randers har etableret et e-sportshold, der skal dyste i Powerligaen mod andre Counter Strike-hold.
Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.
Deres hold kommer til at hedde WOPA Esport, der både vil fokusere på elite e-sport og det sociale i at game.
Simon Kjær spiller selv på WOPA Esports Old Boys-hold - også når han er i EM-lejren i Tyskland.
Venner gennem gaming
Nicolai Rosendal Orbe og Rasmus Medis Wissing er de to andre i projektet. De læser til daglig Esport Management på Erhvervsakademi Dania i Randers.
De har lært Simon Kjær at kende gennem gaming under corona-tiden, hvor Nicolai Rosendal Orbe blev træner for et hold, hvor den danske landsholdsspiller spillede.
- Jeg har spillet Counter Strike i 15 år, og under covid-epidemien blev jeg træner for at hold, som Simon Kjær havde startet sammen med nogle venner. Det blev starten på vores venskab. Og jeg ville jo meget gerne have ham til at støtte op om et Counter Strike-hold, fordi hans tilstedeværelse kan være med til at åbne mange døre, forklarer Nicolai Rosendal Orbe.
I den kommende tid vil de to studerende fokusere på at rejse økonomi til projektet. Det vil i første omgang ske gennem sponsorater, men de kigger også på andre muligheder som events, tøjsalg og kontingenter.