Pia nægtede at give op - nu skal kræftskandale efterforskes igen
Pia Krog er en af de kræftpatienter, der har klaget over, at Østjyllands Politi standsede efterforskningen af kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital. Nu bliver politiet tvunget til at genoptage sagen.
Det kan TV2 og DR fortælle mandag eftermiddag. Det glæder Pia Krog, der er en af omkring 300 patienter, der har ventet for længe på at blive opereret på mave- og tarmkirurgisk afdeling.
- Der er et lille håb for, at sagen måske kører videre. Jeg ønsker, at der skal være en retssag, siger hun.
2. oktober stoppede Østjyllands Politi sin efterforskning af sagen. Det skuffede Pia Krog og flere andre patienter, og de valgte at klage til statsadvokaten i Viborg.
Mandag meddelte statsadvokat Jakob Berger Nielsen, at han pålægger Østjyllands Politi at genoptage sagen.
- Vi har vurderet, at der er formodning om strafbare forhold, og derfor har vi bedt Østjyllands Politi om at efterforske sagen, siger han til TV2.
Farlige fejl med vilje
Det sker blandt andet på baggrund af konklusioner i en redegørelse foretaget af Kammeradvokaten.
I den kan man læse, at der er begået grove fejl, der kan have haft stor betydning for patienternes mulighed for at blive helbredt. Derudover konkluderer Kammeradvokat, at der blev begået fejl med vilje.
- De pågældende fejl blev således alle begået bevidst og fastholdt over en længere periode, trods løbende drøftelser og anledninger til at ændre administrationen i overensstemmelse med de klare patientrettigheder på området, lyder det i Kammeradvokatens redegørelse.
Fyret med gyldent håndtryk
Tidligere på året blev en række chefer fyret på grund af deres rolle i kræftskandalen. De fik alle et såkaldt gyldent håndtryk på flere millioner. Det forargede Pia Krog, der nu håber, at sagen ender i retssystemet.
- Jeg synes, det er helt forkert, at de får et gyldent håndtryk, når der er begået noget, der kan være ulovligt. Mit håb er, at den her sag bliver forfulgt helt ind i en retssal, siger hun til TV2 Østjylland.
På baggrund af mandagens udmelding fra Statsadvokaten er hun glad for, at hun har taget kampen op mod Østjyllands Politis beslutning om at droppe efterforskningen tilbage i oktober.
- Jeg ville gerne have været det foruden, men når det ikke kan være anderledes, så er jeg tilfreds med, at det bliver taget seriøst af statsadvokaten i modsætning til politiet, siger hun.
- Jeg er glad for, at jeg har haft energien og muligheden for at støtte op omkring det her. Og jeg er glad for, at journalister på DR og TV2 er blevet ved med at følge sagen.
Hun er stadig ikke kræftfri. I dag indgår hun i en eksperimentel behandling på Odense Universitetshospital, og det har vist gode resultater.
- Jeg har en forhåbning om at blive kræftfri, siger hun.
TV2 Østjylland forsøger at få en kommentar fra ledelsen på Aarhus Universitetshospital og Østjyllands Politi.
Regionsdirektør Jonas Dahl udtaler i en skriftlig kommentar:
'Vi kan konstatere, at Statsadvokaten i Viborg pålægger Østjyllands Politi at genoptage efterforskningen af mave- og tarmkræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Vi vil naturligvis følge sagen tæt og bidrage til efterforskningen i det omfang, som politiet ønsker vores assistance.'