Risikerer krav om tilbagebetaling af trecifret millionbeløb
Regionerne fyrer sundhedspersonale på grund af pengemangel. Alligevel skal de nu muligvis betale en bøde til staten på mange hundrede millioner kroner.
Samtidig med at en række regioner fyrer personale på grund af pengemangel, skal regionerne nu muligvis betale en bøde til staten på - foreløbigt - et sted mellem 150 og 200 millioner kroner.
Det skriver netmediet NB Økonomi.
Regionerne skal betale den såkaldte sanktion, fordi de ikke kan overholde deres økonomiske ramme for 2023.
Sanktionen fremgår af budgetloven, og derfor orienterede embedsmændene i Region Midtjylland forleden via udsendelse af forretningsudvalgets dagsorden politikerne om, at regionen må forvente en bøde, som isoleret for regionens overskridelse løber op i cirka 136 millioner.
Derudover vil de resterende regioner skulle dele en bøde på cirka 64 millioner kroner.
Regionerne skal ifølge budgetloven betale en bøde krone til krone for deres overskridelser op til en milliard kroner, og ifølge reglerne skal den region, som overskrider udgiftsloftet, dække 60 procent af sanktionen, mens de resterende 40 procent skal betales af alle regioner.
Fortsat usikkerhed i vurderingerne
To regioner - Midtjylland og Nordjylland - har meldt ud, at de venter et merforbrug, og selvom Region Hovedstaden forventer et mindreforbrug, er det ud fra de aktuelle prognoser ikke nok til at undgå en samlet overskridelse på op mod 200 millioner kroner.
Ifølge netmediet NB-Økonomis oplysninger frygter regionerne, at budgetoverskridelserne og dermed sanktionen kan blive endnu større.
Forklaringen er, at der fortsat er store usikkerheder i vurderingerne - fortrinsvis i den gale retning - fordi udgifterne i praksissektoren er nærmest ude af kontrol.
Region Midtjyllands formand, Anders Kühnau (S), siger i et skriftligt svar til TV2 Østjylland, at "det er korrekt, at budgetloven kræver, at budgetter og regnskaber balancerer". "Det er også korrekt, at der i værste fald kan blive tale om, at Region Midtjylland og de øvrige regioner skal betale et beløb til staten," står der.
- Det er imidlertid endnu for tidligt at gøre tallene op for 2023, og dermed om en tilbagebetaling bliver aktuel. Vi begynder at kunne se effekten af den økonomiske opbremsning. Med andre ord er vi et stykke fra at vide, hvordan året ender, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.