Her tjener de på huller i vejene
Det hårde vejr har skabt huller i vejen over hele Østjylland, og nu vælter det ind med skader til mekanikere.
Har du siddet bag rattet i de seneste uger, kan du ikke have undgået dem:
Huller. Huller overalt.
Asfalten på de østjyske veje er endt som et lille minefelt, hvor bilen hurtigt kan falde i huller, så det giver et stød op gennem bilen. Det kan både være ubehageligt, men også skadende for din bil.
Det ved de bedre end de fleste hos Bilernes Hus i Silkeborg, hvor de lige nu oplever en lind strøm af bilejere, der kommer ind med beskadigede biler.
- Vi har oplevet en stor stigning den her sæson med biler, der er kommet ind med punkteringer og fælge, der har fået knubs på baggrund af huller i vejene, men også isflager på vejbanen, siger Morten Hestbech Schmidt, servicechef i Bilernes Hus.
Årsagen til de mange huller i vejen er typisk en kombination af vand og frost. For trænger vand ned i revner i asfalten, og frosten så sætter ind, kan vandet fryse, udvide sig og svække vejbelægningen indefra. Og så opstår hullerne.
Det er blandt andet gået ud over flere bilister i Ry, som TV2 Østjylland talte med onsdag.
- Jeg har skullet have skiftet fælg én gang i højre side, siger Simone Lanther blandt andre.
Der er dog også dem, der kan tage hullerne med et smil.
- Hvis man ikke er opmærksom, så bumper man i. Det er ligesom at køre på en golfbane - der er 18 huller over det hele, siger Harald Pedersen og griner.
Sådan undgår du skader
Om de lige frem griner hos mekanikerne, er usikkert, men de kan i hvert fald konstatere, at kunderne blev ved med at komme med arbejde til dem.
De har dog et par gode råde til at undgå skader:
- Kør efter forholdene. Der er huller i vejene, men der har også været isflager. Hvis man er ligeglad og bare ruller hen over dem, så slider man altså også rigtig meget på undervognen, og man kan også risikere at bøje en fælg, siger servicechef Morten Hestbech Schmidt.