Nu vil hun have svar fra ministeren: Uholdbart, at sag om vanrøgt fortsætter
Ifølge politikeren har Molslaboratoriet siden december 2020 været udsat for 82 enkeltstående hændelser med chikane, ulovlig fodring og aktioner mod laboratoriets bygninger.
Ingen skal gå på arbejde og være bange for at blive overfaldet enten fysisk eller verbalt.
Og ingen skal gå og vente i flere år på afklaring, når man har meldt en anden part til politiet.
Sådan lyder det fra Zenia Stampe, der er medlem af Folketinget for Radikale Venstre.
Hun skrev forleden et opslag på sin Facebook-side, hvor hun udtaler sig om en betændt sag fra Mols Bjerge, hvor et forskningsprojekt ledet af ansatte fra Naturhistorisk Museum i Aarhus de seneste år har ført til voldsomme konflikter med dyreaktivister, der blander sig i arbejdet.
Aktivisterne mener, at dyrene - heste og kvæg - lider og mistrives, fordi de er overladt til dem selv og indimellem mangler føde.
Konflikten har resulteret i adskillige politianmeldelser, hvor parterne beskylder hinanden for blandt andet chikane, trusler og hærværk, og ifølge Østjyllands Politi er fire personer blevet sigtet i sagen, men ellers står den i stampe og har gjort det i flere år.
Det er derfor, folketingsmedlemmet nu reagerer og kræver handling.
Zenia Stampe har indkaldt justitsminister Peter Hummelgaard (S) i samråd i sagen.
- Det her har stået på urimeligt længe, og det er uholdbart for alle involverede. Det er politiets opgave at forhindre lovbrud, men alligevel kan vi konstatere, at aktivisterne har mulighed for at fortsætte med at trænge ind og fodre de dyr, der skal leve vildt, siger Zenia Stampe til TV2 Østjylland.
Hun pointerer, at hun interesserer sig for sagen i kraft af sine opgaver som naturordfører og retsordfører for Radikale Venstre.
- Rewilding-projektet i Mols handler om naturpleje og om at blive klogere på biodiversitet og genopretning af den vilde natur i Danmark, som kommer til at sprede sig til flere steder i landet de kommende år. Alt foregår efter bogen, og så skal vi ikke acceptere, at aktivister ødelægger det vigtige arbejde, siger Zenia Stampe.
Rewilding Mols
Det er Naturhistorisk Museum Aarhus, der står bag arbejdet med dyrene på Mols.
Forskningsprojektet "Rewilding Mols" startede i november 2016 og har til formål at undersøge, hvordan dyr som heste og kvæg klarer sig, hvis de lever vildt helt uden hjælp fra mennesker. Der er mere specifikt tale om Exmoor-ponyer og Galloway-kvæg.
Dyrene lever i et godt 120 hektar stort område, der er hegnet ind med trådhegn. Her kan de blandt andet formere sig frit uden menneskers indblanding, men de skal også selv finde føde.
Forskerne følger dyrenes udvikling, og de garanterer, at de fjerner dem, hvis de mistrives. Så bliver de enten aflivet eller foræret væk.
Der er offentlig adgang overalt på arealerne, og der afholdes mange guidede ture.
Kilde: Naturhistorisk Museum.
82 episoder siden 2020
I januar stillede hun spørgsmål til justitsministeren, da hun ville vide, hvad status er i sagen, og hvorfor den fortsat ikke er afsluttet.
Peter Hummelgaard sendte spørgsmålet videre til Østjyllands Politi, der sidst i februar svarede, at man fortsat venter på en opgørelse af et erstatningskrav fra Molslaboratoriet - angiveligt i forhold til hærværksramte genstande - og at man desuden regner med at sende sagen videre til anklagemyndigheden "inden for kort tid".
Østjyllands Politi fortæller også, at man som en særlig indsats fører faste, jævnlige tilsyn på stedet sammen med Fødevarestyrelsen og deres dyrlæger.
"Tilsynene foretages i forbindelse med konkrete anmeldelser, men også på politikredsens eget initiativ," står der i svaret til Zenia Stampe fra Peter Hummelgaard med Østjyllands Politi som kilde.
Zenia Stampe har fra Molslaboratoriet fået at vide, at der i perioden fra den 17. december 2020 til den 24. februar 2024 har været 82 enkeltstående hændelser med chikane, ulovlig fodring og aktioner mod laboratoriets bygninger.
18 af episoderne har fundet sted siden sommeren 2023.
Hvad er det, du håber at få ud af et samråd?
- Jeg håber, at vi kan få afklaret, hvorfor sagen tilsyneladende er gået i stå, mens chikanen af laboratoriets ansatte altså fortsætter, for det er helt uacceptabelt. Noget tyder efter min mening på, at politiets opfattelse af alvoren eller syn på sagen ikke helt harmonerer med Molslaboratoriets, da sidstnævnte ikke er i tvivl om, at aktivisterne bryder loven, hver gang de fodrer dyrene, siger Zenia Stampe og tilføjer, at hun personligt ikke er i tvivl om, hvad der er rigtigt eller forkert.
- Du må jo heller ikke bare gå hen og fodre en landmands dyr ude på marken uden at have fået lov. I det her tilfælde er der tale om vigtig forskning, som bliver ødelagt og modarbejdet, når aktivister blander sig og fodrer dyrene, fordi de har ondt af dem. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor politiet med justitsministeren i spidsen ikke kan slå det fast én gang for alle.
Zenia Stampe påpeger, at der er lavet adskillige tilsyn af myndighederne, som viser, at Molslaboratoriet overholder loven.
Hvad er det, du mener, at politiet skal gøre eller ikke gør godt nok?
- Jamen, jeg synes jo ikke, det virker til, at de prioriterer sagen ret højt, når den står på så længe. Jeg anerkender dog samtidig, at politiet muligvis fægter i blinde, fordi de savner afklaring på det juridiske lovgrundlag, der skal give dem mandat til at handle. Altså, afklaring på vurderingen af, om aktivisterne virkelig bryder loven ved deres indblanding i forskernes arbejde, siger Zenia Stampe.
Så pilen peger vel også på politikerne, der laver lovgivningen?
- Det gør den muligvis, og det er derfor, jeg presser på og tager initiativ til et samråd. I sidste ende må ministeren gå ind og skabe den juridiske klarhed, der giver politiet noget at handle på.
Der er ikke sat dato på, hvornår samrådet med justitsministeren finder sted.
TV2 Østjylland har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bo Skaarup, der er direktør på Naturhistorisk Museum. Østjyllands Politi svarer i en mail, at man følger udviklingen, men ellers har de ingen yderligere kommentarer foruden den, at der for tiden er "nogenlunde roligt omkring Molslab".