Coronasmitten stiger igen: Det er 'new normal', fortæller virolog
Man skal ikke have billedet af alvorlig covid fra 2020 i hovedet, når smitten stiger, vurderer ekspert.
Det er ikke bare blevet koldt og mørkt udenfor, det er også blevet smittesæson i det ganske land.
Tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at antallet af smittetilfælde med covid-19 er steget de seneste seks uger.
Selvom niveauet for både smitte og antallet af indlæggelser ifølge SSI fortsat er lavt, så betyder udviklingen, at flere af os vil være uheldige at rende ind i coronasmitte hen over vinteren.
Ingen nedlukninger
Ifølge Søren Riis Paludan, der er professor i biomedicin ved Aarhus Universitet, vil den stigende smitte sende flere af os i sygesengen de kommende måneder, selvom coronasmitten ikke er kritisk for samfundet længere.
- Der kan godt komme betydelig smitte, men det er ikke noget, der vil give nedlukninger af samfundet. Den slags findes ikke længere, men det ændrer ikke på, at der kan komme perioder med betydelig smitte, fortæller han.
Statens Serum Institut forventer, at stigningen i smittetilfælde vil fortsætte de kommende uger, og at det samme vil gælde antallet af indlæggelser.
Samtidig pointerer SSI, at smitten på nuværende tidspunkt er på omtrent samme niveau som på samme tidspunkt sidste år.
Dermed bevæger corona sig hastigt over i kategorien for ”almindelige” luftvejsinfektioner, fortæller Søren Riis Paludan, der beskriver coronasmitte som new normal, når smittesæsonen går i gang.
- Man skal ikke have billedet af alvorlig covid fra 2020 i hovedet, når smitten stiger, fortæller han.
Et par dage i sengen
Alligevel er symptomerne på corona stadig i stand til at sende folk i sengen i et par dage, vurderer Søren Riis Paludan.
- Der vil være nogen, der har feber i flere dage, som man kender det fra influenza, og nogle vil ligge i sengen i en uge, fortæller han.
Det, der dog er forskelligt fra 2020, er, at vi nu har en immunitet over for virussen.
Derfor vil der være "meget, meget få", der får et kritisk coronaforløb, fortæller Søren Riis Paludan.
Samtidig vil der være udsigt til et mildere sygdomsforløb, hvis man sammenliger med dengang, virussen brød ud.
- Et slag på tasken vil være, at hvis du havde fået syv dage i sengen 2020, så får du to dage i 2023, fortæller Søren Riis Paludan.
Han vurderer, at smitten vil fortsætte med at sprede sig de kommende måneder, og at den vil toppe omkring januar måned.
Ifølge Statens Serum Institut skal det igangværende vaccinationsprogram medvirke til at forhindre alvorlige sygdomstilfælde, indlæggelser og dødsfald.
Covid-19 har ikke været betragtet som en samfundskritisk sygdom efter 31. januar 2022, hvilket betyder, at den ikke betragtes som farlig af Sundhedsstyrelsen.