I dag får danskerne penge tilbage i skat – her er, hvad de bruger dem på
Privatøkonom har særligt ét råd til at bruge pengene mest fornuftigt.
Fra i dag, fredag, får knap fire millioner danskere penge tilbage i skat.
Dermed skal fire ud af fem, som sidste år betalte for meget i skat, have knap 6600 kroner tilbage i gennemsnit.
Hos Danske Bank forventer privatøkonom og chefanalytiker Louise Aggerstrøm Hansen, at danskerne langt hen ad vejen vil bruge de ekstra penge, som de plejer.
Men det er ikke nødvendigvis det klogeste, advarer hun
- Generelt ser vi, at dem, der bruger pengene med det samme, har en tendens til at bruge dem på nogle af de ting, der forsøder tilværelsen lidt, siger hun til TV 2.
Tøj, sko og gør-det-selv
Det er svært at måle særligt præcist, hvad danskerne bruger deres tilbagebetalte skattekroner på.
Men i Danske Banks såkaldte Spending Monitor følger man løbende, hvor mange penge bankens kunder samlet set bruger i hvilken slags forretninger. Dermed kan man også se, hvad danskerne tidligere har brugt flere penge på i dagene efter, at de får penge tilbage i skat.
Med andre ord får man en generel ide om, hvordan mange danskerne normalt bruger deres overskydende skat.
- Det kan eksempelvis være i tøj- og skoforretninger, eller på at gå på bar eller restaurant. Vi ser også en øget omsætning i byggemarkeder og gør-det-selv-forretninger og i butikker, der sælger sportsudstyr og hobbyforretninger, siger Louise Aggerstrøm.
Modsat er der ”slet ikke” samme stigning i supermarkederne, når danskerne får penge tilbage i skat, tilføjer hun.
Til gengæld forventer privatøkonomen også, at den kommende weekend bliver ekstra travlt for danske restauranter og barer.
- Dem, der generelt går meget i byen som for eksempel unge, får typisk heller ikke meget store beløb tilbage i skat. Og de er måske også mere tilbøjelige til at klatte det væk, siger hun.
- Det er ikke fordi, du kun bør gøre kedelige ting
Men hvordan bruger man – set med en økonoms øjne – sine overskydende skattekroner bedst?
Spørger man Louise Aggerstrøm Hansen, har hun først og fremmest ét godt råd:
- Sæt dig ned og brug en halv time på rent faktisk at forholde dig til, hvordan du bruger pengene bedst. Det kunne sagtens være nye sko, men særligt hvis det er et større beløb, er det ikke sikkert, at det bare skal klattes væk, siger hun.
Hvad man derefter beslutter sig for at bruge sine penge på, vil privatøkonomen ikke blande sig i.
Men ikke desto mindre har hun nogle flere råd.
- Har du noget højtforrentet gæld, altså sidder du i et forbrugslån, et billån eller har du overtræk på kontoen, så synes jeg, man skal starte med at betale af dér, siger Louise Aggerstrøm Hansen.
På den slags lån er renterne nemlig relativt høje. Så jo hurtigere, man får dem betalt af, jo hurtigere får man også mere luft i økonomien.
Har man derudover ikke brug for pengene med det samme, kan det også være en god ide at investere pengene, sætte dem ind på pensionsopsparingen eller binde dem på en opsparingskonto i bytte for en højere rente, foreslår forbrugerøkonomen.
- Det er ikke fordi, du kun bør gøre kedelige ting med pengene. Men jeg anbefaler altså, at man sætter sig ned og forholder sig til det.