Politiet indsætter hunde i eftersøgningen af savnet 18-årig
Intet peger på, at der er sket en forbrydelse, siger politiet om 18-årig, der siden søndag har været savnet.
En 18-årig kvinde er fortsat savnet mandag formiddag.
- Vi er ved at gøre klar med hundeeftersøgning i området omkring Silkeborg, siger vagtchefen.
Midt- og Vestjyllands Politi har en klar formodning om, at den 18-årige kvinde er taget til Silkeborg.
- Man har en formodning om, at hun er gået i skovene. Det er det, vi har at gå efter.
OPDATERING
Mandag formiddag er den 18-årige kvinde fundet i live. Læs mere om det her.
Da pigen er fundet, har vi valgt at fjerne hendes navn og billeder, ligesom farens navn også er redigeret ud af denne artikel.
Intet peger på en forbrydelse
Tidligere mandag oplyste Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau, at politiet havde modtaget flere henvendelser vedrørende efterlysningen.
- Vi har fået en del henvendelser, som vi har reageret på, og som vi har været ude og lede på baggrund af, men der er ikke noget held endnu, siger vagtchefen.
Lars Even udtaler, at intet peger på, at der skal være sket en forbrydelse i sagen.
- Det har vi ikke nogen mistanke om, siger vagtchefen.
Ledt hele natten
Den 18-åriges far fortalte mandag morgen, at han har ledt efter sin datter hele natten.
- Det er frygteligt. Det er et mareridt, og det er bare uvirkeligt, siger faderen til TV2 Østjylland.
Han fortæller, at eftersøgningen fortsætter mandag, og han håber, at alle vil melde ind, hvis man ser den 18-årige pige, eller hvis man har set noget, der kan lede familien eller politiet på sporet af, hvor den 18-årige befinder sig.
- Det eneste, vi kan gøre i dag, er at lede efter hende, der hvor hun normalt går. Vi kan ikke gøre andet. Men vi vil så gerne høre fra folk, der har set hende, så vi ved, hvilken retning vi skal lede. Vi ved ikke, hvilken vej vi skal gå, om hun er i den ene eller anden ende af skoven, siger faren.
OPDATERING: Mandag formiddag er den 18-årige kvinde fundet i live. Læs mere om det her.
Da pigen er fundet, har vi valgt at fjerne hendes navn og billeder, ligesom farens navn også er redigeret ud af denne artikel.