Kendt forpagter stopper: Ikonisk spillested risikerer at lukke
Det legendariske spillested Fatter Eskil risikerer at lukke, efter forpagteren og direktøren har meddelt, at de stopper.
- Hør, hør! Dronningen af Skolegade, May-Britt Mølgaard Hansen, abdicerer.
Sådan indleder den legendariske danske rap-gruppe Østkyst Hustlers et opslag på Facebook, efter det onsdag kom frem, at det lige så legendariske spillested i Aarhus Fatter Eskil risikerer at lukke.
Det står klart, efter forpagter May-Britt Mølgaard Hansen har meddelt, at hun og søsteren, Rikke Hansen, der er direktør på stedet, stopper med udgangen af juni.
- Intet sted har vi følt os så elskede
Meddelelsen har affødt flere hundrede reaktioner fra musikere, stamgæster og tidligere ansatte, der alle begræder, at et af Aarhus’ mest ikoniske spillesteder snart kan være fortid.
- Mange tak for nogle gode år, både som gæst, nabo og ansat, skriver en i kommentarfeltet under May-Britt Mølgaard Hansens opslag.
- Legendarisk har det sgu været May-Britt. Tak til jer for vigtigt arbejde for musik og musikermiljøet i Aarhus, skriver en anden.
Og kærligheden til spillestedet i Skolegade strømmer også fra Østkyst Hustlers.
- Ét sted har vi elsket lidt højere end alle andre: Fatter Eskil i Aarhus. Ti år i træk (minus lidt corona) vendte vi tilbage hvert år og lavede de største fester sammen med det mest fantastiske publikum og det mest dedikerede personale. Intet sted har vi følt os så elskede som på og bag den lille scene i Skolegade. Og uh, hvor var det gengældt, skriver gruppen.
Musikken i højsædet
Fatter Eskil eller bare Fatteren, som stedet kaldes, har for mange musikere fungeret som rugekasse og en vej ind i musikbranchen.
En af dem er Renay Nielsen fra Randers, der har spillet på Fatter Eskil flere gange om måneden i en årrække. På Fatteren hjælper man hinanden frem, og for ham begyndte det, da han mødte musikeren Emil Falk, der blandt andet er guitarist for Thomas Helmig.
- Jeg var tilfældigvis i byen en torsdag for fire-fem år siden, hvor jeg mødte Emil Falk til en jam på Fatter Eskil. Jeg blev tilknyttet de der jams, og siden den dag har jeg spillet i hvert fald to-tre jobs om måneden på stedet. Det har været en stor del af min musikalske opdragelse i forhold til, hvordan jeg spiller musik den dag i dag, siger han og fortæller, at han har hentet en stor del af sin musikalske opdragelse i det lille, skæve hus i Skolegade.
- Det gode ved stedet er, at folk kommer der for at høre musik. Selvfølgelig kommer de også for at hygge sig og drikke alkohol. Men det har bare altid været musikken, der har været i højsædet. Det er meget unikt for stedet. Alle andre steder, synes jeg tit, at bajerstemningen tager over. Derudover er der også bare en musikkultur, som er blevet udviklet og videregivet til nye musikere igennem tid, siger han.
- Vores fælles kongerige
Renay Nielsen skal spille det, der kan blive hans sidste koncert på Fatter Eskil lørdag den 8. juni. Han håber, at andre vil tage over og føre stedet videre i samme ånd som May-Britt Mølgaard Hansen og Rikke Hansen.
- De har altid været gode til at ansætte folk, som er musikinteresserede. Så bartenderne har været musikere og sangere og hele miljøet omkring Fader Eskild emmer bare af musik, siger han.
Også Østkyst Hustlers slutter af med en salut til stedets forpagter i over 20 år.
- Kongerne bukker dybt og takker dronningen for kærligheden, for de legendariske fester og for hendes urokkelige støtte. Må hendes eftermæle skinne evigt klart i erindringen om de nætter, hvor funken spillede, og Fatter Eskil var vores fælles kongerige.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra May-Britt Mølgaard Hansen selv. Det har endnu ikke været muligt, men på Facebook skriver hun:
- Nok er det med en vis sorg, og nok efterlader jeg en lille del af mig selv i det lille skæve hus i Skolegade, hvor “væggene emmer af musik”. Men, jeg smutter ud ad porten med ro i sindet og en følelse af, at jeg har gjort mit bedste, altid har bestræbt mig på at opføre mig anstændigt, loyalt og ordentligt, og at det er det helt rigtige for mig, hvor jeg er i mit liv lige nu. Jeg er beæret og stolt over den tillid, I alle har vist mig igennem alle årene. Af hjertet: TAK FOR KAMPEN.