Dyrehave åbner igen - men én ting ændrer sig
Brunstige hjorte lukkede dyrehaven i Aarhus. Nu er der igen styr på hormonerne, og publikum kan vende tilbage.
Det meste af november har Marselisborg Dyrehave i Aarhus været lukket for at passe på besøgende og dyr. På mandag åbner den igen for publikum, men noget er anderledes.
Det fortæller biolog Niels Jørgen Friis, der har været ude at besigtige dyrene flere gange i løbet af november. Senest tirsdag.
- Deres adfærd er meget mere normal nu. De gik stille og roligt rundt og ignorerede mig og kiggede på hinanden i stedet for at henvende sig, siger Niels Jørgen Friis, der har ansvar for dyrehaven, der drives af Aarhus Kommune.
Han fortæller, hjortene i dyrehaven nu er mindre præget af deres brunst, som snart ophører. Da man valgte at lukke ned for besøgende 3. november var det for at undgå uheldige episoder mellem gæster og dyr i brunst.
Men brunsten har ikke været det eneste problem. Gennem det seneste år har publikum i stigende grad fodret vildtet i dyrehaven, og det har gjort dem mere nærgående. Og det øger risikoen for sammenstød mellem dyr og mennesker.
Stop med at fodre
Niels Jørgen Friis fortæller, at man nu vil ændre på den gamle tradition om, at publikum må fodre i Marselisborg Dyrehave. Når portene åbner igen mandag, vil det være med skilte, der henstiller til, at publikum ikke giver dyrene mad.
- Lige så snart man kommer ind og rækker nogle æbler hen til dem, så bliver de mere pågående og vil have flere æbler. Men hvis der ikke er noget at komme efter, så stopper de med at henvende sig til, siger biologen.
Noget tyder dog på, at det kan blive svært at få publikum til at stoppe med at give snacks til havens dyr.
Brød henstilling
Den seneste måned har Marselisborg Dyrehave været lukket, og der har været skilte, der forbyder fodring af dyr gennem hegnet. Det er ikke, der har forstået det budskab.
- Dyrene har jo ikke fået helt ro, for der er nogen, der har fodret dem ved hegnet, selvom der har været skilte om, at man skulle lade være, siger Niels Jørgen Friis.
Men det er nødvendigt, hvis Aarhus Kommune skal undgå endnu engang at måtte lukke ned for gæster for at passe på dyr og publikum.
- Hvis vi nu kan få folk til at lade være med at fodre, så kan vi håbe, de ikke er så pågående. Men hvis folk fodrer, som de har gjort i et år, så kan vi godt blive nødt til at lukke igen, når dyrene er i brunst igen, siger Niels Jørgen Friis.
Han har valgt at vente med at åbne til mandag, da der normalt er færre gæster end i weekenden.