Flere skud affyret i nat: Har relation til brand og knivstikkeri
Politiet afsøger området med hunde, og der er lavet flere markeringer på jorden foran en boligblok.
Østjyllands Politi er fredag morgen massivt til stede ved nogle boligblokke på Damagervej i Viby.
På billeder fra stedet ses betjente spærre af, mens politihunde afsøger området.
"Vi er til stede på Damagervej i Viby J efter en episode i nat, hvor der er afgivet flere skud. Efterforskningen forventes at fortsætte på stedet hele formiddagen," skriver politiet på X kort efter klokken 8.00.
Ingen personer blev ramt ved skudepisoden, der blev anmeldt klokken 02.30, og der er indtil videre ingen anholdte, oplyser politiet ifølge Ritzau.
Politiet oplyser videre, at det formoder, at skyderiet har relation til en påsat brand på Gudrunsvej i Gellerup og et knivoverfald på Øster Allé i Viby. Begge dele fandt sted i forrige uge.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set eller hørt noget.
"Vi hører gerne fra vidner eller andre, der har kendskab til episoden på tlf. 114. Mere information følger," fortsætter politiet på X.
Der har den seneste tid været flere voldelige episoder i Viby og Gellerup.
Lørdag 29. juni blev en 20-årig mand stukket ned i området ved Øster Allé.
Tirsdag 2. juli blev 47 beboere evakueret fra en blok på Gudrunsvej i Gellerup efter det, der ifølge politiet var en påsat brand med relation til knivstikkeriet 29. juni i Viby.
Derudover blev en 25-årig mand dræbt med knivstik i Grøfthøjparken i Viby onsdag 26. juni. Ifølge politiet har den sag dog ikke umiddelbart forbindelse til de øvrige hændelser.
Vi er til stede på Damagervej i Viby J efter en episode i nat, hvor der er afgivet flere skud. Efterforskningen forventes at fortsætte på stedet hele formiddagen. Vi hører gerne fra vidner eller andre, der har kendskab til episoden på tlf. 114. Mere information følger. #politidk pic.twitter.com/xMJ2obhSLN
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) July 5, 2024