Niårige Gorm fik oplevelse for livet
Lørdag bliver en dag, som niårige Gorm sent vil glemme. Den unge køretøjsentusiast fik lov til at sidde bag rattet i både lastbiler og busser.
Bilister på Randersvej i Aarhus blev lørdag middag mødt af et særpræget syn. Her kom 31 lastbiler kørende, mens de blinkende og dyttende.
De er en del af initiativet 'Lastbiler for børn' og var samlet på vej mod Aarhus Universitetshospitals børneafdeling for at give børnene en oplevelse.
En af dem, der fik en helt særlig dag, var niårige Gorm fra Lystrup.
- Han har løbet rundt fra lastbil til lastbil helt kokrød i hovedet af glæde. Han har fået en kæmpe, kæmpe oplevelse. Det kan man ikke undgå at se, når han hviner af glæde, blafrer med hænderne, hopper og danser, siger Gorms mor, Signe Lovring.
Gorm har fragilt x syndrom, som giver ham udviklingshæmning, autisme og ADHD.
Han er tilknyttet Center for Sjældne Sygdomme på Aarhus Universitetshospital, men har ikke været indlagt.
Men han er ifølge sin mor helt pjattet med alverdens køretøjer. Ikke de hurtige og smarte af slagsen, men dem med en særlig funktion. Derfor havde han fået lov til at mødes med den særlige konvoj, inden den kørte mod AUH.
Og Signe Lovring er sikker på, at det er noget, Gorm sent vil glemme.
- Vi kan ikke rigtig tage i Tivoli, men det her var endnu bedre. Juleaften er også fuldstændig ligegyldig sammenlignet med, siger hun.
Indlagt med datter på 600 gram
Bag initiativet står Steen Møller Jensen, der har været lastbilchauffør i 27 år. Han og hustruen var selv indlagt på Aarhus Universitetshospital i et halvt år i 2013 med deres for tidligt fødte datter. Hun var kommet til verden næsten tre måneder før termin og vejede 600 gram.
Her gik det op for ham, hvor meget et lille afbræk i hverdagen på afdelingen betød.
- Da jeg var indlagt med min datter, hvor hun var så lille og lå og kæmpede for sit liv, der gjorde det noget for stemningen på hele afdelingen, hvis der havde været en hospitalsklovn eller en tryllekunstner, siger han.
- Nogle kunne leve højt på det i flere uger. Det kan være rart at glemme de hvide kitler og medicin for en stund.
Deraf opstod idéen med 'Lastbiler for børn', der har kørt siden 2015. Fra dag et oplevede han en kæmpe opbakning til initiativet fra vognmænd over hele landet, og nu besøger de danske hospitaler med børneafdelinger flere gange om året.
- Børnene kan komme og trykke på, hvad der er af knapper og få dem til at sige trut. Få skabt lidt glæde for en kortvarig stund og bare få lov at være børn og glemme sygdommen, siger Steen Møller Jensen.
Parrets datter, der snart fylder 11 år, har det godt i dag, men er motorisk og sprogligt udfordret med spastiske bevægelser. Men det halve års indlæggelse har givet lastbilchaufføren et helt særligt forhold til Aarhus Universitetshospital.
Selvom Gorm ikke er indlagt, tøvede Steen Møller Jensen ikke med at sige ja, for i truckernes rige, er alle børn lige, som han siger.
Blæst bagover
Gorms mor har før oplevet, at lastbilchauffører og vognførere har været meget åbne overfor hendes søn, der i flere år fundet en helt særlig glæde i de store køretøjer.
Men hun er alligevel blæst bagover af den venlighed, der mødte dem lørdag.
- Det er rigtig fedt at kunne give Gorm den oplevelse. Jeg er fuldstændig høj på hans glæde, og jeg er næsten ved at tude over, hvor søde folk er. Gorm er speciel, og folk kunne vælge at trække sig fra ham, fordi han er en mærkelig starut, men vi er bare blevet mødt af en masse smil, siger Signe Lovring.
Hvad er Fragilt X-syndrom?
Fragilt X-syndrom er karakteriseret ved udviklingshæmning, oftest i moderat-svær grad hos drenge/mænd, og i lettere grad hos piger/kvinder
Nogle drenge/mænd har et påfaldende udseende med et stort hoved, aflangt ansigt, fremstående pande og hage, udstående ører, hypermobile led og store testikler, men disse træk udvikler sig over tid og kan hos nogle først være tydelige ved puberteten. Der er forsinket udvikling af motorik og sprog, og dette kan også blive mere tydeligt som tiden går. Adfærdsproblemer, herunder autistiske træk, er almindelige
Syndromet forekommer oftere og er mere alvorligt hos drenge/mænd end hos piger/kvinder
Kilde: sundhed.dk
Niårige Gorm fik lørdag prøvet både lastbiler, en brandbil og en bus.
Udover de store køretøjer og en enkelt ubåd har han også kastet sin kærlighed på blandt andet bagagevognene i lufthavnen, motorbåde og de ikoniske røde busser, man kender fra Londons bybillede.
Og snart går vi ind i en helt særlig tid for landets kommende studerende - og Gorm.
- Nu ser vi frem til, at det bliver studentervognstid. Dem har han talt om siden sidste år, siger Signe Lovring.