Charlotte så også underligt lys på nattehimlen: - De dansede om hinanden
Det bemærkelsesværdige syn gjorde stort indtryk på Charlotte Jensen.
Charlotte Jensen var på vej ind ad døren til sit hjem i Kristrup nær Randers, da hun kiggede op på den sorte himmel.
Det var en aften i november, klokken viste 19.53, og i mørkets uendelighed så hun pludselig fire Les Lancier-dansende lyskugler.
- Jeg betragter dem i 20 minutter, og de er der, da jeg går indenfor, siger Charlotte Jensen til TV2 Østjylland.
I tiden, hvor Charlotte Jensen stirrer ud i den sorte kulisse, ser hun, at lyskuglerne har afvigelser fra dansen.
- Det ene øjeblik forsvinder de for så at dukke op længere oppe i atmosfæren, og som det næste er det som om, at de hænger ikke forfærdeligt langt over husenes tage, siger 63-årige Charlotte Jensen.
Ikke alene
Her på TV2 Østjylland bragte vi i weekenden historien om Martin Strand, der i sin søgen efter nordlys på nattehimlen over Hårup nord for Aarhus endte med at finde ''lysene, hvide ildkugler'' i stedet.
- De kom lige pludselig, og så blev de bare ved og ved og ved. Først var der én lysende, hvid kugle, og så kom der vel et sted mellem 40 og 50 ildkugler - sådan kan jeg bedst beskrive dem - der susende hen over himlen i forskellige retninger og ad flere sekunders varighed, sagde 46-årige Martin Strand i den forbindelse.
Og det var netop weekendens artikel, der fik Charlotte Jensen til at tænke tilbage på den novemberaften sidste år.
- Jeg tænkte, at det mindede om min oplevelse, selvom jeg ikke så op mod 50 lyskugler, siger Charlotte Jensen.
Selvom lighedstegnene på de to hændelser ikke er soleklare, er det nogle påfaldende lysglimt, der er blevet set over det østjyske landskab, mener Charlotte Jensen.
Hun er sikker på, at der ikke kan være tale om projektører, der sender lysstråler op i nattehimlen, da der ikke var nogen at se.
- Det var ikke kegler, men lyskugler, som svævede rundt deroppe. Det var ikke sådan noget fra en fyrværkerisælger, siger Charlotte Jensen.
Videoen herunder er optaget af Martin Strand i Hårup sent om aftenen lørdag den 11. maj:
Show eller satellit?
Men hvad er det så, der har vakt opsigt på den østjyske nattehimmel over de seneste måneder, kunne man fristes til at spørge.
- Billederne fra Kristrup er svære at greje, men mit bedste bud er, at det er menneskeskabt lys fra jorden. Hvis man sender en lysstråle op mod himlen, kan man kun se dét, den rammer, siger Ole Eggers Bjælde, der er astrofysiker og museumsinspektør ved Science Museerne, Aarhus Universitet.
Han bakkes delvist op af John Leif Jørgensen, der er professor i rumfartsteknologi.
- Der er ikke tale om satellitter. Manøvren er helt standard for show-droner. Hvem, der leger med droner om natten i november, er svært at sige, skriver John Leif Jørgensen i en mail til TV2 Østjylland.
Stjerneskud udelukkes også i både Kristrup og Hårup, da de vil efterlade sig et spor af støv, og er meget synlige i et kort tidsrum. Ole Eggers Bjælde påpeger, at det er yderst sjældent, man ser flere stjerneskud på én gang.
Derfor ser vi satellitterne
Mads Fredslund Andersen, teleskop- og satellitmanager på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, forklarer herunder, hvorfor vi overhovedet kan se satellitterne på himlen:
Det er lyset fra solen, der reflekteres i satellitternes blanke paneler eller spejle. Nogle lyser mere op end andre, for der er forskellige modeller og tusindvis af dem, der flyver over hovederne på os døgnet rundt.
Den mest synlige er den internationale rumstation, ISS, der efter solen og månen er blandt de klareste objekter på himlen.
Vi får ret ofte henvendelser fra folk, der mener, de har set noget spektakulært på himlen, og vi har brug for at kende deres præcise lokation og tidspunkt, hvis vi skal være med til at vurdere, hvad de kan have set. Det er for det meste en logisk forklaring, men det sker, at vi ikke kan komme med et svar - uden at det betyder, at der er tale om større mysterier.
Jeg gætter på, at mange går ud for at se på eksempelvis nordlys, og i den forbindelse går det op for dem, fordi de står og kigger op, hvor meget andet end bare stjerner og månen, man faktisk kan se, når man er tålmodig og giver øjnene tid til at vænne sig til det manglende lys. Så ser de eksempelvis lysende satellitter, der for det utrænede øje kan se mærkværdige ud, men som altså er helt normale.
Fuglefløjt fra oven
Tanken om, at fænomenet i Hårup kan skyldes højtflyvende fugle eller droner luftes også.
Sommerens lunefulde nætter er i opløb. Det medfører lyse nætter, hvilket er, når solen ikke går under horisonten med mere end 18 grader.
- Det vil sige, at hvis noget flyver højt på nattehimlen, vil det i teorien kunne blive fanget af nogle af solens stråler og dermed reflektere lyset, forklarer Ole Eggers Bjælde.
Men også dét virker usandsynligt.
- Fugle kan ikke bevæge sig på den måde.
Hvad er en satellit?
En satellit er en kunstigt fremstillet genstand, der sendes i kredsløb om en planet - særligt Jorden - og de inddeles i typer efter deres anvendelse.
De forskellige satellittyper er:
Militære
Kommunikation
Videnskabelige
Jordobservation
Navigation
Den første satellit, den russiske Sputnik 1, blev opsendt den 4. oktober 1957.
Kilde: Denstoredanske.lex.dk.
En Starlink-sværm
Forretningsmanden Elon Musks virksomhed SpaceX har siden 2019 sendt tusindvis af Starlink-satellitter i kredsløb om Jorden.
Denne type af satellitter flyver i baner, der let kan observeres fra Danmark. Lige efter en opsendelse af en ny serie, som typisk består af 40 til 60 styk, vil satellitterne være tæt på hinanden som perler på en snor. Men efter et par dage er de jævnt fordelt over hele banen, og så kommer de med jævne mellemrum.
Det er det bedste bud, mener professor i rumfartsteknologi John Leif Jørgensen.
- Det er let at se dem med det blotte øje. Starlink sendes op i baner, der set fra jorden krydser hinanden men med god højdeforskel. Satellitterne vil se ud som en masse små prikker på nattehimlen, som kommer fra forskellige retninger.
Sollysets bane, når det reflekteres fra en satellit, afhænger af, hvilken type af satellit, der er tale om. Lyset vil oftest glimte på satellittens solpaneler.
Hvis satellitten drejer om sig selv eller sine solpaneler, kan satellitten skifte lysstyrke meget pludseligt. Det virker som om, at satellitten pludseligt forsvinder, og så kommer frem igen, forklarer John Leif Jørgensen.
- Vi, der bruger rummet, er noget utilfredse med alle satellitterne, da det er meget svært at observere uden at få lysforurening fra Starlink.
Se satellitterne over dig lige nu
På hjemmesiden Heavens-above.com kan du se i realtid, hvilke satellitter, der flyver over din præcise lokation.
Tryk på "Change your observing location" (hvis siden vises på engelsk) under menupunktet "Configuration" i toppen af siden.
Find din placering på verdenskortet og klik.
Tryk på "Update" nede under kortet. Så kommer du tilbage til startsiden, og din placering vises med blå tal i koordinater øverst til højre.
Under "Satellites" trykker du på "Live sky view". Så får du vist en oversigt over satellitternes placeringer og navne.