Her er de 10 mest populære museer i Østjylland
Danskerne besøgte i 2023 museer som aldrig før. Flere østjyske var også blandt de mest populære. Se top ti over de mest besøgte museer i Østjylland nederst i artiklen.
Flere danskere end nogensinde besøgte i 2023 museer.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I alt havde museerne 17,4 millioner besøg i 2023. Heraf fik de statsstøttede museer tilsammen 14,5 millioner besøg, hvorimod museerne uden statsstøtte kun stod for 2,9 millioner af besøgende.
Østjyske museer på listen
De østjyske museer præsenterer sig også i statistikken.
Øverst på listen over mest besøgte museer i Østjylland er Den Gamle By i Aarhus med 550.880 besøgende.
Listen dækker over statslige og statsanerkendte museer i 2023.
De 10 mest besøgte museer står for i alt 29 procent af det samlede antal besøgende i museernes udstillinger i 2023, skriver Danmarks Statistik. Landets mest besøgte museum er Kunstmuseet Louisiana med 702.000 gæster.
I Østjylland er også ARoS på top 10 i landet, og nummer to i Østjylland med i alt 535.804 besøgende.
Men de besøgende kommer tilsyneladende ikke kun for at se udstillingerne. Tallene viser, at 2,3 millioner af gæsterne på landsplan, i stedet for udstillingerne besøgte eksempelvis museernes caféer, haver eller parker.
Fremgangen i besøgstallene skyldes, ifølge Danmarks Statistik, også, at det er første år, der ikke er påvirket af COVID-19 siden 2019.
I Region Midtjylland var fremgangen for antal besøgende på museer i alt 220.000 personer, det svarer til en stigning på 7 procent i forhold til året forinden.
Se listen over de mest populære museer i Østjylland nedenfor.
De 10 mest besøgte museer, Østjylland |
---|
1. Den Gamle By, 550.888 besøgende, Aarhus |
2. ARoS, 535.804 besøgende, Aarhus |
3. Moesgård Museum, 355.804 besøgende, Højbjerg |
4. Museum Østjylland, 266.077 besøgende, Ebeltoft |
5. Gammel Estrup Herregårdsmuseet, 76.525 besøgende, Auning |
6. Det Grønne Museum, 76.525 besøgende, Auning |
7. Fængselsmuseet, 76.074 besøgende, Horsens |
8. Naturhistorisk Museum, 44.962 besøgende, Aarhus |
9. Museum Jorn, 42.893 besøgende, Silkeborg |
10. KØN, 42.741 besøgende, Aarhus |