Politiet med opfordring til forældre: Få styr på jeres børn
Politiet oplever unge helt ned til sjette klasse, der render fulde rundt i og omkring Tivoli Friheden.
Østjyllands Politi er fredag ude med en let løftet pegefinger og en klar opfordring i et opslag på Facebook.
Det drejer sig om unge menneskers opførsel til de koncerter, der bliver afholdt i Tivoli Friheden her i sommermånederne.
"Vi har brug for, at I hjælper os med at gøre fredagene federe og laver nogle klare aftaler med jeres børn, inden de tager afsted med vennerne til koncerter i Tivoli Friheden. Eller bedre endnu - at I selv tager med," skriver Østjyllands Politi.
Fulde børn til koncerter
Baggrunden er, at man i den seneste tid har set mange alt for fulde børn vælte rundt i området uden for Tivoli Friheden, når der er fredagskoncerter.
Det er ifølge politiet børn helt ned til sjette og syvende klassesalderen, der render rundt i skoven og drikker sig fulde.
"Flere gange har vi måttet ringe hjem til forældre og bede dem hente deres børn, fordi de ikke kan tage vare på dem selv," skriver politiet videre, hvorefter det gør det klart, at det har et godt samarbejde med Friheden, der gør, hvad de kan for at passe på børnene inde på deres grund og med Aarhus Kommune og Natteravnene, som holder øje i området.