Efter stor debat: Alle over 15 bliver spurgt, hvordan deres by skal være
Som borger i Skanderborg Kommune har man nu mulighed for at få indflydelse på, hvordan bylivet skal se ud i fremtiden.
Nu vil Skanderborg Kommune inddrage borgerne i, hvordan handels - og bylivet skal se ud fremover.
Det fortæller Karen Margrethe Høj Madsen, der er chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
- Vi vil rigtig gerne høre, hvilke butikkerne, borgerne synes, er vigtige at have, og hvilke aktiviteter, de synes, er vigtige at have i bymidten. Det er jo ikke kun butikker, der giver liv, siger hun.
Der er derfor sendt et spørgeskema ud til alle i Skanderborg Kommune.
Spørgeskemaet er sendt ud til alle på 15 år og opefter, fordi kommunen også er meget interesseret i at høre, hvilke ønsker de unge har til byen, fortæller Karen Margrethe Høj Madsen.
Stor udvikling
Det er næsten 10 år siden, kommunen sendte et lignende spørgeskema ud.
- Der er jo sket rigtig, rigtig meget. Vi har haft corona, vi har en meget kraftig vækst i internethandel, som påvirker byerne. Så det er vigtigt at have det indtryk af, hvordan ser det egentlig ud nu, siger Karen Margrethe Høj Madsen.
TV2 Østjylland har tidligere talt med Jess Juul Hansen fra Skanderborg Vinhandel, der har fået afslag på en dispensation fra lokalplanen, og som derfor flytter butikken til Odder.
- Vi mangler markant mere plads, end vi har her, og vi har ikke kunnet finde nogle lokaler, vi kan få lov at flytte ind i i Skanderborg, og derfor har vi været nødsaget til at flytte butikken til en anden kommune, siger Jess Juul Hansen.
Han ville gerne have haft butik i et område, der ifølge lokalplanen ikke er godkendt til det. Derfor hilser han også debatten - og spørgeskemaerne - velkomne.
- Jeg synes, det er fedt, at de involverer borgerne og faktisk bruger det til noget. Men i forhold til os, så er det desværre en gang for sent, hvor trist det end er, siger Jess Juul Hansen.
Lange udsigter
Der går dog et stykke tid, før man kan se eventuelle ændringer i bybilledet, fortæller Karen Margrethe Høj Madsen.
- Først skal vi have bearbejdet alle de her data og sat dem op. Så skal vi have politiske drøftelser omkring dem. Først på efteråret, der kommer vi til at sende os endnu en åben invitation ud til alle borgerne, hvor de kan komme med skriftlige høringssvar ind til, hvad kunne de godt tænke sig, at kommuneplanen arbejder med.
- Og så kan vi så begynde at arbejde med noget, der kunne ske fysisk, så der går lang tid, siger hun.
Spørgeskemaet kan besvares indtil 1. juli. Ifølge chefen for Plan, Teknik og Miljø, har cirka 20 procent indtil videre besvaret spørgeskemaet.