Politiet offentliggør billede af bil, der kan tilhøre tyve
Der er tale om en sølvgrå Toyota Corolla på litauiske nummerplader.
Østjyllands Politi offentliggør nu et billede af en bil, som det mistænker for at have forbindelse til de mange tyverier af sidespejle, der har fundet sket den seneste tid i Aarhus-området.
- Det er politiets klare formodning, at det pågældende køretøj har en relation til de mange sidespejlstyverier, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om en sølvgrå Toyota Corolla på litauiske nummerplader.
Inden tyverierne i det østjyske er der blevet begået en lang række lignende tyverier af sidespejle i København-området, og derfor kan gerningsmændene og det efterlyste køretøj også have bevæget sig videre rundt i landet.
- Hvis man ser køretøjet, skal man ikke selv tage kontakt til personerne, men i stedet underrette sit nærmeste politi og fortælle om sine iagttagelser. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4, siger Flemming Nørgaard, der er vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.
GJO 699 eller GUO 699
Det pågældende køretøj er som nævnt en sølvgrå Toyota Corolla Verso på litauiske nummerplader med ét af følgende to mulige registreringsnumre: GJO 699 eller GUO 699.
Østjyllands Politi er blevet gjort bekendt med køretøjet i forbindelse med en målrettet indsats mod de mange nylige anmeldelser om sidespejlstyverier, hvor politiet i den forbindelse blandt andet har gennemset en lang række overvågningsvideoer og modtaget flere brugbare oplysninger fra borgerne.