Nu går styrelse ind i sagen, hvor 100 elever fik smerter i øjnene
Sikkerhedsstyrelsen har kontaktet firmaet fra Hammel, der leverede diskolys til en gymnasiefest, hvor elever kom hjem med smerter i øjnene.
Der står stadig et stort spørgsmålstegn omkring årsagen til, hvorfor cirka 100 gymnasieelever kom hjem fra en skolefest med ondt i øjnene, som havde de danset rundt og kigget op på solen.
Nu er Sikkerhedsstyrelsen gået ind i sagen, oplyser styrelsen til TV2 Østjylland, for den er også interesseret i at finde en forklaring.
TV2 Østjylland fortalte om sagen fra Horsens Gymnasium og HF lørdag 4. maj - dagen efter festen fredag aften, som havde temaet "rave", hvorfor man havde hyret et firma, der leverede diskolys og herunder pærer med ultraviolet lys.
Eleverne berettede om ondt i øjnene allerede samme aften, og flere endte med at tage på skadestuen, hvor læger netop sammenlignede deres skader med dem, man får i sol eller solarier.
Ikke længe efter rettede fokus sig mod lamperne med uv-pærer som hovedmistænkt, og det viste sig ved nærmere eftersyn, at én af dem var revnet og havde en flænge i glasset.
Der er siden blevet arbejdet ihærdigt for at finde ud af, om det virkelig er pærerne, der har skabt problemerne, eller om der kan være andre forklaringer. Imens er uv-pærerne lagt på hylden på ubestemt tid, oplyser Hammel-firmaet Firedisko torsdag til TV2 Østjylland.
Det var dem, der var hyret ind til at sætte gang i dansegulvet til gymnasiefesten.
- Vi har taget kontakt til den amerikanske producent (Omnilux, red.), men vi afventer stadig at høre fra dem. Vi ser på det her sådan, at vi har købt et produkt, der er CE-mærket og derfor sikkerhedsgodkendt til brug. Det er et produkt, som alle og enhver kan gå ud og købe, og det er noget, som alle i vores branche har anvendt uden problemer i adskillige år, lyder det fra en talsmand fra Firedisko, der ikke ønsker sit navn nævnt. Det har TV2 Østjylland valgt at respektere.
Firmaets ejer, Simon Ringholm, siger dog, at han er helt enig i sin talsmands udtalelser. Han havde blot ikke selv mulighed for at deltage i et interview i dag.
TV2 Østjylland har i øvrigt også kontaktet den amerikanske producent uden at høre noget fra dem. Det gjorde vi via en mail sendt 7. maj.
Jeg kan garantere, at vi altid gennemgår udstyret for fejl og mangler, når vi sætter det op til folks fester
- Sikkerhedsstyrelsen har henvendt sig til os med nogle spørgsmål til produktet, og vi er kun glade for, at sagen bliver taget alvorligt, og at myndighederne interesserer sig for den. Vi skal til bunds i det her, og vi vil gerne vide, hvordan vi sikrer os, at det aldrig sker igen.
Firedisko har brugt lamperne med uv-pærer i mange år, og hverken de eller andre i branchen for festlys har ifølge Firedisko nogensinde oplevet, at folk har fået øjenskader eller skader på huden.
Hvad gør I, hvis man finder ud af, at det er pærerne, der er synderen?
- Så stopper vi med at bruge dem. Ligesom alle andre var vi chokerede over at erfare det her, og jeg kan garantere, at vi altid gennemgår udstyret for fejl og mangler, når vi sætter det op til folks fester. I beskrivelsen fra producenten står der ingenting om, at de potentielt kan være skadelige, så det er altså et mysterie, hvad der er sket, siger talsmanden.
Han tilføjer, at Firedisko ikke har oplevet nogen former for negativ opmærksomhed fra kunder efter hændelsen. De sørger selv for at fortælle dem, der henvender sig for at booke festlys, at uv-lamperne pt. er ude af sortimentet, ligesom dem, der allerede havde bestilt, har fået at vide, at de ikke kan anvendes lige nu.
Solbriller på til konfirmationsfest
18-årige Victoria Sønderby Löwenstein er blandt de elever, der kom hjem fra gymnasiets rave-fest med ondt i øjnene.
Hun havde smurt sig ind i kropsmaling, der var selvlysende i UV-lyset på dansegulvet, og på et tidspunkt kunne hun mærke, at det sved i hendes øjne sved.
- Jeg troede, det var fordi, jeg havde fået lidt maling i øjnene. Da jeg kom hjem, fjernede jeg det med makeup-fjerner og skyllede øjnene med vand, men det blev hele tiden værre, sagde Victoria Sønderby Löwenstein om søndagen.
Til sidst gjorde øjnene så ondt, at hun slet ikke kunne holde dem åbne, og hun endte med at blive kørt til kontrol på sygehuset i Skejby.
Her fik hun noget lokalbedøvende og forskellige behandlinger. I dagene efter dryppede hun øjnene med saltvand og øjendråber, og hun valgte at tage til konfirmationsfest med mørke solbriller på for at give øjnene lidt ro.
Udover øjnene oplevede Victoria Sønderby Löwenstein at være blevet forbrændt på ryggen. Hun havde røde striber dér, hvor hun ikke havde haft tøj på.