Ingen sol på programmet - men der er også en god nyhed
Skyet, diset og ingen sol. Onsdagen ser forholdsvis tør ud med stedvis finregn, og selvom det lyder som en lidt trist omgang, så er der også gode nyheder, skriver DMI. Temperaturerne holder sig i den milde kategori med dagtemperaturer op til cirka 10 grader, mens nattefrosten er udskudt indtil videre.
Seneste nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Rønnows landsholdsstop ærgrer den nye landstræner
Det var en blanding af ærgrelse og forståelse, der ramte Brian Riemer, da Frederik Rønnow, tidligere målmand i AC Horsens, fortalte den nye fodboldlandstræner, at han lægger landsholdsstøvlerne på hylden.
- Jeg var ked af det, fordi jeg synes, han er en fantastisk målmand og ville have elsket, hvis han havde været på mit holdkort, for det ville han have været i dag (tirsdag, red.), siger Brian Riemer ifølge Ritzau.
Verdenskendt show kommer igen til Aarhus
Den letpåklædte mandegruppe Magic Men gæster endnu en gang Danmark i 2025. Gruppen er kendt for sin sammenligning med filmen 'Magic Mike', og gruppens hovedperson, den mandlige danser Will Parfitt, er blevet verdenskendt for at ligne Magic Mike. Magic Men har solgt mere end en million billetter på verdensplan, og da de gæstede Danmark tidligere i år blev tusindvis af billetter revet væk. Denne gang optræder de blandt andet i Aarhus Congress Center.
Værste børsdag i tre år for Vestas
Tirsdag styrtdykkede Vestas-aktien 12,2 procent efter offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.
Dermed er det aktiens største fald i tre år, skriver TV Midtvest.
Vindmølleproducenten har hovedsæde i Aarhus.
Anker Boje forlader Socialdemokratiet i Randers
I maj tabte han kampen om borgmesterkandidaturet til Torben Hansen (S), og nu melder han sig så helt ud af partiet og bliver løsgænger.
Nu kan Anker Boje ikke længere se sig selv i Socialdemokratiet i Randers, og han har derfor taget konsekvensen.
- Jeg har efter længere tids overvejelser, meddelt min formand samt partiforeningen at jeg ikke kommer til at stå på den socialdemokratiske liste til kommunalvalget 2025, lyder det fra Anker Boje.
Aarhusianere efterlyst - mistænkt for groft overfald
Nordjyllands Politi har efterlyst en 23-årig, der er mistænkt for at stå bag et groft overfald i Nørresundby.
Den 23-årige skulle ifølge politiet sammen med to andre mænd, der også er efterlyst, have overfaldet en 25-årig. Alle tre mænd kommer fra Aarhus-området.
Ny borgmester i Aarhus i dag
I dag overtager 32-årige Anders Winnerskjold (S) borgmesterposten i Aarhus Kommune. Den nuværende borgmester, Jacob Bundsgaard (S), forventes at give borgmesterkæden videre til byrådsmødet klokken 16.
Læs også:
Nu kan pårørende læse privat post
Fra onsdag kan man både få hjælp til at skrive og læse digital post fra det offentlige af sine pårørende.
Det sker, når den såkaldte "skriveadgang" lanceres, skriver DR.
I forvejen er det muligt at bede om læseadgang til digital post. Det nye er, at man nu også kan få hjælp til at skrive digital post til det offentlige.
Dancenter afsløret i snyd
Udlejningsselskabet Dancenter viser kun et udsnit af de over 30.000 anmeldelser på sin hjemmeside der findes af selskabet på platformen Trustpilot. Det skriver TV Midtvest, der har afdækket kunders dårlige oplevelser med Dancenter. På hjemmesiden finder man vurderingen 4,3 stjerner, men på Trutpilot lyder den på 3,5 for det danske selskab.
TV2 Østjylland har også tidligere fortalt om dårlige faciliteter og kunder, der har fået ødelagt deres ferie.
Yayha Hassans familie udkommer med bog
Familien til den afdøde Yahya Hassan fra Aarhus udgiver 13. november en ny bog ved navn 'Familien Hassan'. Det skriver Soundvenue. I bogen fortæller Yahyas mor og fire søskende om deres afdøde søn og bror og om deres familie.
Stik mod tidligere år er der stadig billetter at få
De seneste mange år har festivalen Smukfest kunnet melde udsolgt allerede få timer efter, at armbåndene til næste års begivenhed blev frigivet. Men i år ser det altså anderledes ud. Mere end 20 timer efter startskuddet er der fortsat ledige partoutbilletter.