Tabte til borgmesteren: Nu trækker han sig helt fra partiet
Der er så store uenigheder internt i Socialdemokratiet i Randers, at det nu forhenværende medlem af partiet Anker Boje ikke længere kan se sig selv i det.
I maj tabte han kampen om borgmesterkandidaturet til Torben Hansen (S), og nu melder han sig så helt ud af partiet og bliver løsgænger.
Anker Boje kan ikke længere se sig selv i Socialdemokratiet i Randers og har derfor nu taget konsekvensen.
- Jeg har efter længere tids overvejelser meddelt min formand samt partiforeningen, at jeg ikke kommer til at stå på den socialdemokratiske liste til kommunalvalget 2025.
- Ligeledes har jeg orienteret kommunaldirektør samt borgmester om, at jeg per dag dato er løsgænger i Randers Byråd, skriver Anker Boje i et opslag på Facebook.
Føler sig ikke hørt
Hovedårsagen til, at Anker Boje nu trækker sig, er, at der ifølge ham er store uenigheder internt i partiet.
Det var også grunden til, at han tidligere i år valgte at udfordre den siddende borgmester Torben Hansen i kampen om at blive Socialdemokratiets spidskandidat til næste års kommunalvalg.
- Det er ingen hemmelighed, at vi er en lille gruppe i partiet, der har følt os frosset ude og ikke hørt. Stemningen har længe været dårlig, og jeg synes ikke, den er blevet bedre, efter jeg tabte valget, siger Anker Boje til TV2 Østjylland.
Men var du blevet, hvis du havde vundet valget?
- Ja, det var jeg, for så havde jeg kæmpet for bedre samarbejde i partiet.
Kigger efter andre muligheder
Hvad der nu skal ske med Anker Boje i forhold til randrusiansk politik er uvist. Alt tyder dog på, at han ikke trækker sig ud af politik.
Han er åben over for andre partier.
- Men jeg synes, at det er god stil først at melde sig ud af sit parti, før man kigger sig om efter andre. Jeg har nu tænkt mig at bruge de kommende uger på at se mig omkring og undersøge, om jeg kan se mig selv i andre partier.
- Jeg har da en liste med partier, som jeg først vil snakke med, men jeg udelukker ingenting, siger Anker Boje.
Så mange har skiftet
Der har været gang i partiskiftene i Randers Byråd, ligesom tre politikere har valgt at blive løsgængere.
Fem personer har skiftet til noget andet, end det de blev valgt ind som til kommunalvalget i 2021.
Én er blevet ekskluderet fra sit parti og er blevet løsgænger, og derudover har en enkelt valgt at holde orlov fra byrådet på ubestemt tid.
Her er et overblik over de mange skift:
Anker Boje fra Socialdemokratiet til løsgænger
Henriette Malland fra Socialdemokratiet til løsgænger
Jens Peter Hansen blev ekskluderet fra Venstre og blev løsgænger
Christina Kjærsgaard fra Det Konservative Folkeparti til Østbroen
Bo Ratz fra Det Konservative Folkeparti til Nye Borgerlige og så tilbage til Det Konservative Folkeparti
Lars Axel Nielsen fra Nye Borgerlige til Liberal Alliance
Nick Zimmermann fra DF til udelukkende at være folketingsmedlem
Afviste problemerne
Op til kampvalget i maj afviste borgmester Torben Hansen, at der skulle være interne problemer i Socialdemokratiet i Randers.
Han kunne slet ikke genkende Anker Bojes udlægning af store uenigheder.
- Vi har jo lavet brede budgetforlig, hvor hele gruppen har været med, sagde Torben Hansen til TV2 Østjylland.
TV2 Østjylland ville gerne have haft en kommentar til Anker Bojes udmelding fra borgmesteren, men han henviser til Socialdemokratiets gruppeformand Steen Bundgaard, som vi i stedet arbejder på en kommentar fra.
Kommunalforsker: Højsæson for partiskift
Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch kalder situationen med de mange partiskift i Randers usædvanlig.
Ifølge ham er der i snit seks-syv procent af byrådspolitikere, der i løbet af en periode skifter, så det er man nu noget over i Randers.
- I Aarhus så vi dog langt flere i sidste periode, så vi er langt fra rekorden. Det her afspejler nok en tendens i tiden, vi også ser i Folketinget med mange skift, blandt andet på grund af partier i krise.
- Og så afspejler det nok også en tendens i Randers, hvor der har været mange konflikter gennem årene, siger Roger Buch til TV2 Østjylland.
Antallet af partiskift er noget over normalen i Randers, slår kommunalforskeren fast, men tidspunktet for Anker Bojes skifte er der derimod intet unormalt over ifølge Roger Buch:
- Det er højsæson for partiskift nu, hvor vi nærmer os næste kommunalvalg. Hvis det har været hårdt i ens parti, og der har været uenigheder, er det nemmere at se sig selv et andet sted nu i stedet for at se frem mod endnu en periode i partiet.
- Nogen kigger helt sikkert også på meningsmålinger og ser på, om de har bedre chancer for at blive valgt ind igen andre steder.